Løverne lever, men det kunne være gået galt

Rosenborg åbnede bedst mod tamme løver
Ståle Solbakken og trænerteamet stillede med samme ”europæiske” angreb som i de to kampe mod Borisov, dvs Grønkjær og N’Doye i front - men der var heller ikke så mange andre alternativer, da Santin ikke var blevet klar på grund af sin skade i læggen. Det lå i luften, at formstærke Zanka skulle spille i stedet for Ottesen, der havde haft en halvskidt træningsuge, mens det var et sværere valg at foretrække TK frem for Hjalte på midtbanen.

Begge mandskaber topper deres hjemlige ligaer, men det var hjemmeholdet, der udviste mest selvtillid i den første halve times tid, hvor løverne kom til at stå alt for langt tilbage på banen og tilmed smed et hav af bolde væk, når man endelig fra vristet den fra de aggressive og højt-pressende nordmænd. Det var egentlig ikke, fordi Rosenborg kom frem til så mange afslutninger, men det virkede nervøst og usikkert nede i de bageste rækker, så det kom ikke som det helt store chok, da nordmændene bragte sig i front midt i halvlegen. Rade Prica og Markus Henriksen spillede kvikt Steffen Iversen fri i feltet, og han tordnede en flot helflugter op i det ene målhjørne uden chance for Wiland.

På det tidspunkt havde københavnerne stort set intet skabt i den anden ende, og det forekom pludselig en del mere betænkeligt, end hvis det stadig havde stået 0-0, for nordmændene høvlede ufortrødent videre i jagten på endnu en scoring. Kort før den halve time frygtede man yderligere modgang, da den unge Markus Henriksen knaldede en albue i ansigtet på Grønkjær, da han headede et Rosenborg-hjørne videre i feltet, og skønt blodet flød fra danskerens næse, fandt ingen af de 5 italienske dommere anledning til at skride ind.

Heldigvis kom han tilbage efter kort tids behandling, og uden at der behøver være en sammenhæng, var det som om danskerne pludselig vågnede op til dåd og begyndte at udfordre det norske forsvar. Antonsson snittede et Wendt-hjørne godt på tværs af det lille felt, hvor både Zanka og N’Doye var lige ved at nå frem til den, men det var småting i forhold til de to kæmpe-muligheder, der senere blev skabt til N’Doye i det sidste kvarter, hvor løverne var klart toneangivende og pressede hjemmeholdet godt tilbage på banen.

Godt københavnsk comeback inden pausen
Først snød Vingaard den norske offside-fælde med en vidunderlig bold i dybden til Claudemir, som fikst lagde den tilbage til N’Doye, men han bragede bolden langt over. Minuttet efter var Claudemir på spil igen med en super-fremlægning til senegaleseren, der i helt fri position afsluttede for tæt på RBK-målmanden Daniel Örlund, der reddede med en flot fodparade.

Det kunne og burde have givet mindst en udligning, men løverne kunne gå dog til pause med ”momentum”. Det byggede man videre på efter pausen, hvor det længe lignede dét, det var – en helt åben og jævnbyrdig affære. Men så smilede Fru Fortuna til hjemmeholdet, der nærmest ud af ingenting kom på 2-0. Et indlæg blev rettet af og endte tilfældigt hos Annan uden for feltet, og han helkiksede sin afslutning, der imidlertid ramte Markus Henriksen i feltet, og derfra strøg den i nettet uden for Wilands rækkevidde.

Store chancer i begge ender
Blot få minutter senere kunne løverne have fået det livsvigtige udebanemål, da Claudemir fik en kæmpechance, som blev skabt da Grønkjær sendte Wendt til baglinien med en hælaflevering – men brasilianeren helkiksede i fri position, og den italienske dommer var ligeglad med, at en nordmand helt tydeligt stoppede bolden med hånden i feltet.

I stedet fik Steffen Iversen to store muligheder for at øge til nærmest "umulige" 3-0, men først snuppede Wiland hans fikse lob og bagefter nåede Zanka ned og losse væk lige foran målstregen, da Wiland var passeret af et fladt skud fra højre side.

Hjalte og Bergvold afløste TK og Vingaard, og københavnerne jagtede ihærdigt reduceringen, men kan prise sig lykkelige for, at Fru Fortuna betalte lidt tilbage, da Prica sparkede bolden på stolpen og indskiftede Makenga gled, da han skulle sparke returbolden i tomt mål…

Livsvigtig reducering af Grønkjær
Men bedst som man spekulerede over, om man virkelig skulle glæde sig over, at det kun stod 2-0, fik man andet at tænke på. Seks minutter før tid steg Grønkjær nemlig til vejrs ved forreste stolpe og snittede et Hjalte-hjørnespark ind via den fjerneste opstander – et mål, hvis vigtighed næsten ikke lader sig beskrive, for der er en verden til forskel på at skulle indhente 1-2 i returkampen i stedet for 0-2.

Alt i alt et ganske fair resultat af aftenens underholdende og særdeles afvekslende affære, der som ventet viste, at nordmændenes offensiv er uhyre giftig, men at deres forsvar bestemt er til at tale med. Forhåbentlig er der langt over 30.000 til at ”tale” med Rosenborg næste onsdag i PARKEN - drømmen og håbet om Champions League lever bestemt, selv om det en så sort ud i Trondheim!