Kampreferat: NORDENS KONGER

Det blev en af de helt store aftener i F.C. Københavns 18-årige historie, og en aften hvor nerverne ikke bare sad uden på tøjet, men hang flere meter væk fra kroppen, lige indtil den tyske dommer Felix Brych blæste i fløjten for sidste gang. Dermed skød han også festen i gang, så 30.000 ellevilde københavnske fans omsider kunne give følelserne frit løb og fejre deres helte, der ikke var mindre ellevilde nede på banen.

Men først skulle man gå så gruelig meget igennem, hvor glæden over at det gik forrygende godt hele tiden udkæmpede en indre kamp med frygten for at det skulle gå helt galt. Det var også essensen af de overvejelser, de to norske trænere må have gjort sig om, hvordan man skulle spille sine kort, så modstanderen ikke endte med at tage det sidste stik.

Nils Arne Eggen viste sine kort allerede om tirsdagen og præsenterede en joker i form af den unge, urutinerede Simen Wangberg i centerforsvaret, så Demidov kunne gå op på midtbanen og erstatte den karantæneramte Annan. Ståle Solbakken ventede til en time før kick-off, hvor han afslørede, at han ville spille alle sine esser og trumfer fra start. Med andre ord en hyper-offensiv opstilling med alt hvad truppen rummede af offensivt potentiale – vel vidende, at det også kunne bagslag i det defensive.

Nordmændene kom da også hurtigt til kampens første halvstore chance, da Rade Prica headede Trond Olsen pænt fri i højre side af feltet, men Wiland tog sig sikkert af hans skud, og den norske offensiv varede kun de 17 sekunder, der var gået siden kick-off. Et halvt minut efter strøg Vingaard nemlig i gennem i højre side og fandt en meget fri Santin i udkanten af Rosenborg-feltet, men selv om han kiksede sin afslutning blev det startsignalet til en forrygende flot halvleg, som vi her vil forsøge at skrive ind i historiebøgerne som en af de bedste FCK nogensinde har leveret i en så vigtig kamp.

Københavnsk stor-offensiv
De toptændte løver stressede gæsterne overalt på banen med aggressiv boldjagt, syngende tacklinger og et her-kommer-jeg-kropssprog, der ikke var til at tage fejl af: vi vil vinde!
Efter 3 minutter var Vingaard centimeter fra at score, da han sendte et fladt skud på den ene opstander, og Pospechs afslutning på returbolden blev med nød og næppe blokeret af en forsvarer. Det i forvejen højrøstede og massivt opbakkende hjemmepublikum fyrede yderligere op under kedlerne, og eftersom PARKEN i forvejen kogte af spændt forventning, så kom det hurtigt til at brænde på.

Efter 10 minutter trak Grønkjær hæl-afleveringen til Oscar op af godteposen, og svenskeren kvitterede med et hårdt, fladt indlæg, som Santin lige akkurat ikke nåede inde foran – til gengæld samlede Pospech op i modsatte side, men hamrede bolden over mål, da han bare skulle sende den forbi Örlund i RBK-målet, der ikke havde haft et roligt øjeblik endnu.

Blot 3 minutter senere i den hæsblæsende FCK-dominans var den stærke tjekke igen ved at score, da han satte hovedet på et Vingaard-indlæg fra højre side, men Örlund afværgede med en stærk refleksredning. Sölvi Ottesen fik lidt efter den ide at holde Johan Wiland varm og lod derfor Rade Prica smutte forbi sig i feltet, men Wiland holdt sin del af aftalen og fik lige akkurat handskerne på landsmandens listige lob.

Dansk opvisningsstil, men RBK havde også deres chancer
Det var en lille skønhedsplet, men ikke noget der ødelagde skønheden i hjemmeholdets offensive spil, der vel sjældent er set bedre end i denne halvleg. Næsten hvert eneste angreb blev afsluttet med et skudforsøg af den ene eller anden art, og nordmændene var såmænd også med i løjerne uden tilnærmelsesvis at skabe lige så store chancer som dem, hjemmeholdet allerede havde brændt.

Midt i halvlegen var der igen panik i Rosenborgs bageste rækker, da et Wendt-indlæg ikke blev ekspederet væk, og i stedet kunne Vingaard øge føringen i skudstatistikken til 9-5, men desværre strøg bolden forbi mål, så der stadig stod 0-0 på tavlen.

Prica var ikke helt færdig med at udfordre Wiland, så han tørrede Oscar Wendt og trak sig fri til skud tæt under mål, men den store keeper var lynhurtigt nede og få hånden på, så bolden strøg uden om fjerneste stolpe.

Men det meste og det mest spektakulære foregik i den anden ende, hvor det i periode lignede regulær opvisning, når hjemmeholdet i højt tempo kørte bolden rundt i hurtige og sikre kombinationer, mens nordmændene vaklede som slalompinde, når en skiløber pisker ned af løjpen og vifter dem væk.

Sölvi fik hul på bylden
67-33 i ball-possession viste den løbende UEFA-statistik på måltavlen efter en halv times tid, og omsider blev de danske mestre belønnet for deres angrebsvilje. Et langt indkast fra Claudemir i venstre side nåede helt ind midt i feltet, hvor Lustig og Stadsgaard stod på flade fødder og blot kunne se til, da Sölvi Ottesen steg til vejrs og dirigerede bolden ind ved den fjerneste stolpe, hvor nordmændene ikke havde fundet det umagen værd at placere en markspiller. Örlund nåede aldrig derud, og så eksploderede jubelen ellers i PARKEN.

To minutter senere blev det næsten for meget af det gode! Grønkjær drev gæk med Lustig ude på kanten, og spillede fladt tilbage til Vingaard, der fra kanten af feltet sendte en hård inderside af sted, der passerede Örlund, men tog indersiden af stolpen og gik på tværs af det forheksede mål!

Men, men, men… det var mere i vente, inden man fik lov at trække vejret lidt i pausen. Pospech driblede sig fri af to mand og serverede en stor skudchance til Santin, men han sparkede et godt stykke over mål. Pospech selv fik en stor skudchance i feltet efter endnu et langt Claudemir-indkast, men kiksede sin afslutning. Grønkjær opsnappede dog bolden, men alene med keeperen lossede han den langt over mål fra 5 meters afstand og kan kun trøste sig med, at flaget var gået for offside.

Vi runder den historisk flotte halvleg af med en kæmpe 4-mod-2-kontrachance, hvor N’Doye spillede Pospech helt fri til skud i højre side, men han ramte den skævt, og Santin nåede ikke frem, så han kunne gøre skaden god og prikke den ind.

En anden kamp efter pausen
I pausen tog Nils Arne Eggen den unge Wangberg ud, selv om han absolut ikke var eneansvarlig for det 45 minutter lange kollaps i hele den norske defensiv. Ind kom 40-årige Roar Strand på midten, og Demidov gik ned på sin vante plads i forsvaret, og hele holdet havde tydeligvis fået en opsang og ændret indstilling til spillet, for de åbnede bedst og mindede pludselig alle om, at kampen langt fra var afgjort.

Det første kvarters tid bød slet ikke på chancer i samme antal som 1. halvleg, og det var nok både af nød og af lyst, at hjemmeholdet gik et gear ned og satsede mindre fremad banen end tidligere. Det var pludselig en helt anden kamp, der stod lidt på vippen, selv om man ikke turde tænke den tanke, at det skulle falde ud til norsk side efter den enorme danske magtdemonstration før pausen.

Santin, der tydeligvis var ved at køre træt efter sin skadepause, kunne og burde have øget til 2-0 efter en lille time, da Grønkjær sendte Vingaard til baglinien i venstre side, og hans perfekte flade indlæg passerede den fejlvurderende Örlund, så brasilianeren havde tomt mål og bare skulle sætte foden på, men han fik på en eller anden måde sparket bolden væk fra mål og ikke ind i mål!

Midt i halvlegen blev han erstattet af Hjalte Nørregaard som led i overgangen til en endnu mere kontrollerende og afventende spillespil, der skulle holde nordmændene fra fadet, og det lykkedes på imponerende vis samtidig med at man stadig kom frem til afslutninger. Claudemir fik en udmærket chance, som Örlund kom godt ud og afværgede, og N’Doye havde et flot og kraftfuldt hovedstød lige over mål på et godt Pospech-indlæg.

En redning til over 100 millioner
Det var dog gæsterne, der pressede mere og mere på, mens sekundviseren sneglede sig forfærdelig langsomt af sted, og med tre minutter igen var katastrofen tæt på at indtræffe i dette magiske spil om marginaler og millioner. Roar Strand så sit snit til at rykke fri i feltet, Steffen Iversen fandt ham med en god stikning, og Strand fyrede resolut af mod nærmeste målhjørne, men med en mirakuløs refleksredning fik Johan Wiland viftet bolden op på trekantsammenføjningen!

En redning til over 100 millioner kan man vel godt sige, for tættere kom nordmændene ikke og efter tre minutters uudholdelig tillægstid kunne man endelig skrige sin glæde ud i den københavnske aftenhimmel og fejre en helt igennem fortjent sejr, der bød på det hele og lidt til. Og vi glæder os til fortsættelsen!