Kampreferat: FCK vs. Ros
Samme som sidst
De danske mestre indledte kampen med præcis samme elleve spillere, der startede mod Panathinaikos i den sidste kamp i det forgangne år, og på bænken var de eneste ændringer at nyankomne Bengtsson og Hooiveld tog plads i stedet for Sölvi og Delaney. Det er mere end to måneder siden grækerne blev besejret med 3-1, hvilket blev afgørende for, at løvernes første alvorlige opgave i år hedder Chelsea og ikke FC Midtjylland.
Den tid, den fornøjelse – i aften gjaldt det den sidste testkamp mod de norske mestre fra Rosenborg, der som mange nok husker kun var centimeter fra at snyde københavnerne for Champions League-billetten. Heldigvis fik en lynrefleks fra Johan Wiland viftet et dræbende slangehug fra Roar Strand op på træværket og skrev dermed endnu et kapitel i den endeløse historie om de små stolpe-ud-og-stolpe-ind-detaljer, der ofte afgør dette vidunderlige spil om marginaler og millioner…
Men tilbage til aftenens kamp, der havde fyldt det meste af Nedre C med 3.727 tilskuere, om end det så også var den eneste tribune, der var åben for publikum. De fremmødte fik set løverne sætte sig på kampen med et markant højere tempo, hurtigere boldomgang, kvikkere pasninger og lettere fødder. Efter få minutter var Bolanos meget tæt på at åbne ballet, da han trak godt ind fra højre og fra kanten af feltet fyrede af med venstre, men bolden susede lige forbi det ene målhjørne.
Efter 12 minutter blev costaricaneren spillet helt blank i feltet af en dyb stikning fra Grønkjær, og til de flestes overraskelse – vist også Bolaños’ – blev der hverken vinket eller fløjtet, så Daniel Østlund med en benparade kunne afværge hans lidt febrilske afslutning. Men han tog revanche senere…
Topscorerne slog til
Man skulle hen til det 18. minut, før der kom gang i målscoringen, men så kom begge Superligaens topscorere også på tavlen med syv minutters mellemrum. Først pandede N’Doye usvigelig sikkert et millimeterpræcist Bolanos-indlæg ind i det lange hjørne efter et langt, flot og tålmodigt FCK-opspil, hvor 15-20 afleveringer i træk banede vej for scoringen. Siden gjorde en halvt-liggende Santin det flot til 2-0, da han tæt under mål styrede et fornemt Grønkjær-indlæg i nettet via den ene stolpe – med hovedet, troede Deres udsendte først, men TV-billederne i pausen viste, at det var med albuen. Det så dog langt fra forsætligt ud, så helt i orden at Lars Christoffersen ikke skred ind.
De to hurtige scoringer skærpede ikke ligefrem nordmændenes appetit på kampen, men det skal retfærdigvis også siges, at deres hjemlige Tippeliga først begynder den 19.-20. marts, så de er et godt stykke fra topformen. De veloplagte københavnere fortsatte derimod i fin stil og producerede omkring den halve time yderligere et par fine afslutninger, hvoraf især N’Doyes saksespark efter et Oscar Wendt-hjørne havde fortjent en Rooney-skæbne i stedet for at stryge lige over mål.
Hen mod pausen dalede tempoet lidt, og chancemæssigt blev det kun til en enkelt mulighed, da Claudemir spillede Bolaños fri til skud i højre side af feltet, men Østlund fik pareret ved forreste stolpe.
To gange Bolaños fordoblede pauseføringen
Efter pausen satte hjemmeholdet sig igen tungt på begivenhederne, og efter små seks minutter endte et nyt, tålmodigt opspil med at Pospech med en præcis pasning fandt Bolaños, der tog et fint dybdeløb ned mellem de to flagrende norske centerforsvarere, tæmmede bolden og sparkede den resolut ind i det lange hjørne.
Efter en lille times tid måtte Johan Wiland for første og eneste gang i kampen ud i fuld længde og vifte et giftigt langskud fra Mikael Lustig til hjørne, og kort efter var Rade Prica også tæt på at kunne pløje et indlæg fra Markus Henriksen i nettet ved fjerneste stolpe, men kom lige akkurat for sent.
Efter 63 minutter kom Martin Vingaard på banen i stedet for Santin, og Jesper Grønkjær rykkede op i angrebet, og netop de to iscenesatte med godt et kvarter igen målet til 4-0. Grønkjær rykkede på tværs foran feltet, lagde den med hælen tilbage til Vingaard (fordi hans faste hæl-makker, Oscar Wendt, stod for langt væk), som rykkede ind i feltet og trykkede af. Østlund halvklarede, men Bolaños kunne enkelt hamre kuglen op i nettaget.
Grønkjær lukkede og slukkede
Pierre Bengtsson fik sin FCK-debut i PARKEN, da han fik det sidste kvarter på højre back i stedet for Pospech, og mod slutningen blev der også et par minutters spilletid til TK og Zohore i stedet for Grønkjær og Claudemir. Men mestrene var ikke helt færdige med sine norske rivaler og sluttede den ulige kamp med at spille Rosenborg helt tynde nede i forsvaret, så Bolaños fra højre side enkelt kunne spille på tværs foran mål, hvor Grønkjær uden besvær ekspederede bolden det sidste stykke over stregen.
4-0 over sølvvinderne Vålerenga, og 5-0 over guldvinderne fra Rosenborg ser flot ud på papiret, men lad os holde benene på jorden og mane til besindighed, for de norske mandskaber har ikke tilnærmelsesvis haft den styrke, som Chelsea kan mobilisere på en halvskidt dag. Men man skal da være et skarn, hvis man ikke kan glæde sig over at banke Rosenborg 5-0 – så det gør vi gerne, mens vi glæder os endnu mere til om præcis en uge!