Kampreferat: Kal vs. FCK

SIKKER SEJR OVER KALMAR FF I COPA DEL SOL

På en perfekt bane mødte F.C. København svenske Kalmar FF i den første kamp i dette års Copa del Sol i La Manga. F.C. København dominerede kampen i store perioder med en hurtige boldomgang og god bevægelse og vandt fortjent med 1-0 på et straffesparksmål af César Santin i de døende sekunder af 1. halvleg.


I begyndelsen af kampen var det F.C. Københavns hurtige costaricaner Christian Bolaños, der terroriserede Kalmar FF’s forsvar. Iført neongrønne fodboldstøvler viste han gode takter, og i samarbejde med landsmanden Christian Gamboa kom F.C. København frem til en del halve chancer.

Pålidelig indsats af Stadsgaard
På den anden fløj var der gode indlæg fra venstre back Pierre Bengtsson og venstre midtbane Johan Absalonsen, som havde fortjent bedre afslutninger, end dem Morten Nordstrand og César Santin kunne diske op med foran Kalmars mål.

F.C. København var også farlige på hjørnespark, og i den bedste periode af første halvleg havde Løverne fire hjørnespark på stribe, uden dog at det førte til mål.

Debutanten Kris Stadsgaard havde ikke meget at lave i de bagerste geledder, men han viste sig at være pålidelig og sikker i sin omgang med spillet. Og så fandt han ind i et fint samarbejde med Sölvi Ottesen i de 45 minutter, de hver især havde på banen.

Straffe begået mod Nordstrand
F.C. København havde meget boldbesiddelse i 1. halvleg, dog uden at det udmøntede sig i de helt store chancer. Men kort før pausefløjtet fik César Santin spillets allerstørste chance – nemlig straffespark, da Nordstrand blev fældet i feltet af Kalmars målmand.

César Santin lavede en lille forfinte i tilløbet til sparket, og det var nok til at snyde målmanden, som gik til den forkerte side. 1-0 ved pausen.

Debut til Abdellaoue
Ved starten af 2. halvleg kom Ragnar Sigurdsson og det unge talent Christoffer Remmer ind i stedet for Sölvi Ottesen og Kris Stadsgaard, og Mustafa ”Mos” Abdellaou fik også sin uofficielle debut for F.C. København, da han erstattede Morten Nordstrand.

2. halvleg udviklede sig som den første. Den var chancefattig, og F.C. København havde bolden i store dele af tiden, mens Kalmar forsøgte sig med et par kontraløb og en del ufarlige langskud. Mustafa Abdellaoue viste i korte glimt sin hurtighed, uden dog på noget tidspunkt at teste Kalmars målmand.

Thomas Delaney erstattede César Santin efter godt en time, og Youssef Toutouh fik de sidste 16 minutter på bekostning af Christian Bolaños. Kampen lignede en sikker 1-0-sejr til københavnerne frem til det allersidste minut.

For i det 89. minut havde Kalmar deres og 2. halvlegs største chance, da en svensk angriber kom alene igennem med Kim Christensen, som fandt en flot fodparade frem fra repertoiret.

Retfærdigheden sejrede: 1-0 til F.C. København.