Falk: De skal ikke have håneretten

Falk: De skal ikke have håneretten

Lørdag eftermiddag står Rasmus Falk for første gang over for sin tidligere klub OB, når de to hold mødes i Telia Parken kl. 16.

- Det bliver selvfølgelig specielt, men jeg glæder mig helt vildt meget til kampen. Jeg har stadig mange venskaber i Odense, og det bliver fedt at se de gamle holdkammerater og trænerstaben igen, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan gøre for at vinde den kamp, så de ikke får håneretten, sagde Rasmus Falk efter fredagens foto-session i Telia Parken, hvor han og holdkammeraterne stillede op til det årlige holdfoto.

Jeg har mange gode venner og nogen ser jeg også privat, men vi har ikke specielt gasset hinanden før kampen.

F.C. København har ikke tabt hjemme til OB i Superligaen siden 2003, og selv om Falk ikke har været med hele vejen, så kan han godt genkende tendensen.

- OB har faktisk fået en del uafgjorte, også i den tid jeg har været med, men det er rigtigt, at vi har haft svært ved at vinde i Parken. Der har statistikken været bedre i Odense. Men det skal i hvert fald ikke være i morgen, at der laves om på det. Det ville ikke være sjovt, hvis det lige skulle være i min første kamp!







Rasmus stiller op i morgen med et nyt "look", for som lovet lod han sig klippe, da vi havde kvalificeret os til Champions League-gruppespillet. Det er dog ikke den "hoved-historie", der har fyldt på det seneste, men derimod at han for en uge siden forlod landsholdslejren i utide.

- Jeg vil gerne slå fast, at der absolut ikke har været tale om, at der har været taget chancer i forhold til, om jeg skulle spille eller noget som helst. Der har været en stab omkring mig, der har været fantastisk, og som hele tiden har været gode til at opdatere mig om forløbet og komme med god rådgivning. Jeg har haft godt af at have ro i nogle dage, selv om det da var irriterende, at jeg ikke kunne være med til de vigtige opgaver med landsholdet, når jeg nu var kommet med igen. Jeg kunne også godt have spillet uden at det havde udgjort en fare, men der er altså ikke taget nogen chancer omkring noget som helst, fastslår Rasmus.