Sen Delaney-udligning gav 1-1 mod Brøndby

Sen Delaney-udligning gav 1-1 mod Brøndby

I en forrygende kulisse med 32.846 tilskuere fik indskiftede Thomas Delaney i kampens tillægstid forhindret den temmelig ufortjente Brøndby-sejr, som det elles trak op til efter Jose Nuñes’ scoring godt et kvarter før tid.

Der var som ventet godt tryk på lægterne, da de to hold gik på banen, og hjemmeholdets fans vandt uden tvivl det første ”slag” med en tifo i verdensklasse, som dårligt lader sig beskrive i ord – den skal bare ses og høres!

Nede på den lækre grønsvær kunne spillet dog ikke rigtig leve op til forventningerne, og de første 20-25 minutter blev en lidt rodet affære uden de store chancer. Kris Stadsgaard måtte efter en halv snes minutter uden for banen et par minutter og have hovedet bundet ind, fordi det blødte fra den flænge, han pådrog sig i Farum, men heldigvis kunne den stærke stopper gennemføre kampen, selv om han også vred om på anklen i søndags.

Da kampen så småt begyndte at ”sætte sig”, var det med løverne som de spilstyrende. Dommer Jakob Kehlet måtte fløjte en del frispark i løbet af halvlegen, men der blev ikke gået over stregen – det var bare tæt og intenst i duellerne, sådan som man er vant til i disse opgør. Som halvlegen skred frem blev hjemmeholdet bedre og bedre, mens gæsterne forsvandt meget ud af kampen, men underholdningsmæssigt var det nok aldrig helt oppe og ringe. Daniel Braaten bidrog dog flere godt til underholdningen med lækkerier, hvor han med såvel fysik som skarpe driblinger tørrede sine modstandere, men de store chancer blev det ikke til før pausen.

Efter pausen kom Thomas Delaney ind i stedet for Claudemir, mens Bolaños og Braaten for en stund byttede kant, ligesom de havde gjort et par gange før pausen. Støt og roligt satte mestrene sig igen solidt på spillet, mens Brøndby var meget omstændige i opspillet og ofte mistede boldene, inden de fik lagt spillet op på løvernes halvdel.

Knap 10 minutter inde i halvlegen trak det op til, at københavnerne skulle få det vigtige første mål i kampen, da TK sendte Lars Jacobsen til baglinjen i højre side. Cornelius kom højest på hans indlæg ved fjerneste stolpe, og Vetokele snittede den mod mål, hvor Hradecky lynhurtigt fik kastet sig tilbage og forhindret bolden i at gå ind.

Kahlenberg havde et langskud efter en lille times tid, men ellers havde Brøndby-offensiven ikke meget at byde på, og det var svært at se, hvad deres gameplan gik ud på, bortset fra at prøve at holde løverne fra fadet.

Men trods meget spil var det svært for FCK'erne at komme frem til afgørende muligheder, og i stedet lykkedes det gæsterne at udnytte en af deres sjældne kontraløb. Indskiftede Antipas spurtede af sted i højre side og sendte en god, flad afslutning af sted i feltet, som Wiland lige akkurat nåede at få en hånd på - men desværre gik bolden lige til den udækkede Nuñes, der kunne prikke den i tomt bur.

Ståle svarede straks igen ved at sende Gíslason ind for Bolaños, og lidt efter kom Amankwaa også ind for TK. Noget tungt og massivt pres blev det dog ikke til, men man trykkede tålmodigt på. Og tre minutter før tid var belønningen kun få centimeter væk! Pierre Bengtsson sparkede hjørne fra venstre side, og inde foran pandede Georg Margreitter bolden knaldhårdt på overliggeren…

Men ind ville den ikke, og derfor trak det op til en noget ufortjent udesejr – indtil Bengtsson langt inde i overtiden fik mulighed for at slå endnu et indlæg efter en skidt clearing af Da Silva. Og denne gang var der gevinst, da Thomas Delaney midt for mål timede sit opspring perfekt, kom højere end Albrechtsen og headede bolden præcist ned ved den ene stolpe, hvor selv Hradecky ikke havde en chance for at nå ned.

Dermed blev det trods alt en pointdeling efter et opgør, hvor der dog var langt større styrkeforskel på de to hold end resultatet antyder. Med tre runder igen ligger de to rivaler fortsat side om side på bronzepladsen, og med 8 point op til de AaB og FCM er det nu næsten matematisk umuligt at nå op på en af de to pladser, der giver Champions League-kvalifikation.


Holdet: 21 Johan Wiland – 2 Lars Jacobsen (anf.), 4 Kris Stadsgaard, 15 Georg Margreitter, 3 Pierre Bengtsson – 30 Christian Bolaños (76.: 19 Rurík Gíslason), 6 Claudemir (46.: 8 Thomas Delaney), 16 Thomas Kristensen (83.: 32 Danny Amankwaa), 22 Daniel Braaten – 11 Andreas Cornelius, 9 Igor Vetokele

Ikke benyttet: 1 Kim Christensen, 12 Fanendo Adi, 25 Christoffer Remmer og 34 Mads Aaquist