Chancer nok til premieresejr

Chancer nok til premieresejr

Sæsonpremieren i Silkeborg bød på hele fem debutanter hos løverne: Stephan Andersen, Tom Høgli, Pelle Nilsson, Daniel Amartey og Steve de Ridder. Desværre skulle der kun gå en halv times tid før endnu en debutant kom på banen, for Bashkim Kadriis entré kom på den triste baggrund, at en stærkt lidende Rúrik Gíslason måtte hjælpes fra banen efter et slag på lænden.

De første 10-12 minutter af kampen blev ganske afvekslende og underholdende med to store chancer til begge sider. Først blev Jeppe Illum spillet helt fri med Stephan Andersen i FCK-feltet, men overplacerede sit skud, og det samme gjorde Steve de Ridder efter 10 minutter, da Nicolai Jørgensen stak en god bold i feltet til ham, men belgieren blev hårdt presset af Jens Martin Gammelby - så hårdt at han mente det var et klart straffe - og skød også forbi.

Men efter det første kvarter dalede tempoet markant, og det kom især hjemmeholdet til gode. Gæsterne var for langsomme i boldomgangen og der blev spillet for meget på kryds og tværs i stedet for fremad, og derfor blev det småt med aktioner i felterne før pausen.

Det mest dramatiske nok, da dagens FCK-anfører Pelle Nilsson slap med gult kort i det 17. minut, da han rev Jeppe Illum ned i en situation, hvor han ellers havde frit løb fra omkring midten af københavnernes banehalvdel. Men Lars Christoffersen nøjedes med gult, da han efter sigende mente, at Illum alligevel ikke havde nået bolden før Stephan Andersen. Den vurdering kunne gæsterne være mest tilfredse med!

I pausen valgte Ståle og trænerteamet at sætte Youssef Toutouh ind på den centrale midtbane i stedet for Claudemir, der kort før pausefløjtet også måtte trække et gult kort for en diskret nødbremse omkring midten af banen.

I starten af 2. halvleg voldte et Nicolai Jørgensen-skud så store problemer for Kasper Jensen i Silkeborg-målet, at det var ved at give en retur til den boldjagende Bashkim, men keeperen fik fat i bolden igen.

Der var kommet mere tempo i det fremadrettede spil, og det første kvarters tid var Silkeborg sjældne gæster foran FCK-målet, men efter en times spil brændte det på… Morten Beck Andersen headede et indlæg fra højre tæt ind foran mål, hvor Vidarsson gik op i duel med Stephan Andersen, og til stor jubel for hjemmeholdets fans endte bolden i netmaskerne og Lars Christoffersen pegede op mod midten af banen – men det var ikke for mål, det var for frispark til Stephan Andersen. Det må retfærdigvis siges, at det nok ikke var alle, der havde dømt vej i situationen…

Men stadig ingen scoring, og det godt kæmpende hjemmehold begyndte efterhånden at tro på både et og måske endda tre point. Men det sidste kvarters tid fik gæsterne alligevel rykket spillet godt frem og lagt et tungere og tungere pres, formentlig også fordi oprykkernes kræfter så småt begyndte at ebbe ud – og så blev chancerne også større og større…

Først var det dog Cornelius, der i det 81. minut kom godt op til en Bengtsson-dødbold men headede tæt forbi det lange hjørne. To minutter efter slap Corner fri på baglinien i højre side og optimistisk forsøgte at skrue bolden ind i det lange hjørne, men sendte den forbi. To minutter før tid fik Pourié en pænt stor mulighed, da han kom på skudhold lige uden for feltet, men sendte den lige over mål.

Den manglende præcision i afslutninger blev der sat en ærgerlig streg under minuttet efter, da Zanka kom stærkt op til et Bengtsson-hjørne og fra få meters afstand headede bolden lige over. I overtiden fik indskiftede Marvin Pourié også en stor chance til at gøre det onde ved sin gamle klub, men heller ikke han ramte inden for træværket med sit sin afslutning lige uden for feltet.

Derfor sluttede det som det begyndte, og løverne må nøjes med at få det ene point med hjem efter en kamp i sæsonpremieren.


Holdet: 1 Stephan Andersen - 2 Tom Høgli, 4 Pelle Nilsson (anf.), 25 Mathias Zanka Jørgensen, 3 Pierre Bengtsson - 19 Rúrik Gíslason (32.: 9 Bashkim Kadrii), 18 Daniel Amartey, 6 Claudemir (46.: 24 Youssef Toutouh), 10 Nicolai Jørgensen - 11 Andreas Cornelius, 22 Steve de Ridder (70.: 23 Marvin Pourié)

Ikke benyttet: 21 Johan Wiland, 5 Olof Mellberg, 32 Danny Amankwaa og 33 Yones Felfel