Mikael Antonsson til F.C. København
En gammel kending vender hjem til København og kan gøre comeback i Telia Parken efter Mikael Antonsson har sat sin underskrift på en ny kontrakt med F.C. København, hvor han fra 2007 til 2011 spillede 126 kampe med løven på brystet. Den svenske landsholdsspiller kommer til på en fri transfer, efter han ved kontraktudløb forlod italienske Bologna FC inden sommerpausen.
- Da chancen bød sig for at få ”Anton” i minimum de næste to år, så kunne vi ikke sige nej. Han kender klubben, kulturen og principperne her, han er FCK’er på og uden for banen, og han vil kunne bidrage med meget i såvel kamp som træning, siger Manager Ståle Solbakken.
- Det er en rigtig god følelse at være tilbage i FCK og København. Det er som at komme hjem, og det var helt klart det, jeg havde mest lyst til efter mit ophold i Italien. Jeg vil vinde Superligaen igen og jeg vil spille Champions League mod de bedste spillere i verden igen. Sådan sluttede min sidste periode i F.C. København, og det ved jeg, kan ske igen her. Og så er Telia Parken bare noget meget specielt for mig. Det blev jeg husket på igen lige før sommerpausen. Selv om jeg tabte med Sverige mod Danmark i den landskamp, så havde jeg en varm fornemmelse over at være tilbage. Så alt føles bare rigtigt, siger Mikael Antonsson.
Mikael Antonsson får sit gamle trøjenummer 15 tilbage og træner allerede med sine nye holdkammerater fra mandag formiddag.
Fakta Mikael Antonsson
Fødselsdato: 31.maj 1981
Højde: 189 cm
Tidligere klubber: AIK Sillhövda, IFK Göteborg, Austria Wien, Panathinaikos FC, F.C. København, Bologna FC 1909
Landskampe for Sverige: 47 U, 13 A