Reaktioner efter 2-2 i Slagelse
02/08 2014 17:24
Mathias 'Zanka' Jørgensen
- Det her var ikke godt nok, og ikke hvad man skal forvente af et FCK-hold, der går efter at få en god sæson. Forhåbentlig ser vi kun en præstation som i dag denne ene gang. Vi vågnede i 2. halvleg, samtidig med at FCV’erne virkede lidt mere trætte i varmen – og det var varmt derude i dag. Men vi kløede på, og spiller en meget bedre 2. halvleg.
Pierre Bengtsson
- Vi spiller ikke en god kamp. 2. halvleg var OK, men vi havde det svært i dag, og spillet kørte ikke rigtigt. Men vi fik point, og så bliver det meget bedre næste gang i Telia Parken.
Steve de Ridder
- Det var ikke godt nok, hverken teknisk eller taktisk. Men vi leverede et comeback, det gav os et point. Men som sagt, ikke godt nok og ingen undskyldninger for det – men på onsdag bliver det bedre!
Andreas Cornelius
- En dårlig præstation, og vi skal være bedre til at omstille os fra Europa Cup til Superliga, og ikke falde igennem som vi gør i dag. Vi er heldige med at få 2-2, og naturligvis er jeg da glad for at score, for endelig at få hul på bylden – men jeg havde hellere vundet uden selv at score.
Per 'Pelle' Nilsson
- I onsdag leverede vi en næsten perfekt kamp mod Dnipro, og i dag leverede vi så næsten det modsatte. Vi var dårlige og heldige med at få 2-2, men vi er da glade for det ene point – og personligt tager jeg alle point, fortjente eller ej…