F.C. Københavns træningsanlæg Nummer 10

Træningsanlægget

Efter 13 år på KB's anlæg flyttede F.C. København i slutningen af januar 2006 ind i et nyt træningscenter på Jens Jessens Vej 10 på Frederiksberg. Træningen foregår på græsbane 1, 2 eller 3.

Bane 1 er banen nærmest KB-Hallen, bane 2 er nærmest klubhuset på Jens Jessens Vej - og bane 3 ligger "på tværs" af de to baner.

Træningsanlægget kaldes i daglig tale for ”Nummer 10”. Dels på grund af adressen Jens Jessens Vej 10, men også som et symbol på trøjenummer 10, der i fodboldkredse altid har symboliseret kreativitet, høj klasse og andre superlativer.

Gennem årene er anlægget om- og udbygget i takt med, at staben omkring holdet er blevet større. Blandt andet er der opført en midlertidig bygning mellem klubhuset og bane 2 med fitness-faciliteter.