Dengang vi havde tre målmænd i samme kamp

Historietimen: Dengang vi havde tre målmænd i samme kamp

Fra tid til anden dykker vi ned i arkiverne fra vores historie, som efterhånden løber op i over 22 ½ år. I dag kigger vi en snes år tilbage og ser på målmandssituationen i sæsonen 1994-95.

For lige at sætte scenen taler vi om den tredje sæson efter guldet i 1992-93 og sølvet i 1993-94 (hvor guldet glippede i den sidste kamp i Odense). Den tidligere B 1903-målmand Palle Petersen havde – med Thomas Risum som reserve – vogtet målet siden starten i juli 1992, men i vinterpausen 93/94 fik han konkurrence fra den unge Næstved-målmand Brian Flies. Flies havde fået sit gennembrud nogle år forinden og var bl.a. med i den danske OL-landsholdstrup i Barcelona i sommeren 92, dog uden at komme i kamp.

Efter et par kampe i foråret 1994 overtog Brian Flies målmandsposten, da en skulderskade tvang ”Palle Plankeværk” udenfor, og Karim Zaza rykkede i stedet op som andenkeeper. Palle blev dog klar igen, men vandt ikke pladsen tilbage, og efter sæsonafslutningen besluttede den 35-årige målmand at takke nej til et tilbud om et halvt års kontraktforlængelse og skrev i stedet under med Lyngby Boldklub.

 

 

 

 

Brian Flies til højre under en ophedet situation i en Brøndby-kamp i foråret 1994, hvor Lars Højer bliver udvist. (Avisfoto: Ole Steen)

Per Poulsen - 41 år og still going strong

I stedet hentede løverne lidt overraskende en anden tidligere B 1903-målmand til klubben - den 41-årige Per Poulsen, som stadig var i fuld vigør. Poulsen havde oprindelig indledt sin fodboldkarriere i Gladsaxe/Hero – lige som Peter Schmeichel i øvrigt – og debuterede for landsholdet, mens han spillede for Hero i 3. division. Men det var især de mange år i B 1903, han blev husket for, hvor han bl.a. var med til at vinde det danske mesterskab i 1976.

Per Poulsen afsluttede sin B 1903-tid i 1984 og vogtede herefter målet i Lyngby, AB og Ølstykke, inden der i foråret 1994 var bud efter ham fra FREM. De stod og manglede en afløser for Per Wind, der havde indstillet karrieren i en alder af 38 år, og valget faldt på den tre år ældre Per Poulsen!

Brian Flies var dog førstevalg, da sæsonen 94-95 blev skudt i gang, men det var et meget turbulent efterår for Byens Hold, hvor den tidligere assistenttræner Keld Kristensen i sommerferien havde overtaget trænerjobbet fra Benny Johansen. Efter svigtende resultater og stigende pres fra omverdenen blev Keld fyret i starten af september, og Benny kaldt til undsætning.

På det tidspunkt havde Per Poulsen overtaget målmandsposten, men man skulle helt hen til 9. spillerunde, før den første Superliga-sejr kom i hus - og den smagte særlig sødt. Dels gik det ud over de blå-gule fra Vestegnen, og dels faldt sejrsmålet til 2-1 i allersidste minut - ironisk nok sat ind af Allan Nielsen, som i foråret 1995 blev solgt til netop Brøndby, ganske enkelt fordi løverne manglede penge i klubkassen. 

 
Da de to rivaler mødtes igen i slutningen af oktober 1994, var det dog igen med en forrygende Brian Flies mellem stængerne, og Brøndby blev banket med hele 4-0 på fire mål i de sidste 17 minutter.

Tre målmænd i samme kamp
Per Poulsen var dog førstevalg igen til efterårets to sidste kampe, hvor løverne lige akkurat lå blandt de 8 ud af 10 hold, der gik i slutspillet om foråret i stedet for kvalifikationsspil. Især efterårets sidste kamp er gået over i historien som kampen, hvor løverne benyttede hele tre forskellige målmænd i løbet af kampen! 
 

Per Poulsen fik et spark i maven allerede efter et kvarters tid (af Todi Jónsson…), men fortsatte dog halvlegen ud, inden han blev erstattet af Brian Flies i pausen. Han var dog endnu mere uheldig, da han midt i 2. halvleg trådte forkert – uden en modstander i nærheden - og forvred sit højre knæ. Han forsøgte at spille videre, men måtte kort efter udgå, og efterfølgende viste det sig, at korsbåndet var røget.

I stedet gik Morten Falch på mål ved stillingen 0-0. Han var lidt en allround-spiller, men lige præcis målmandshandskerne havde han nu aldrig optrådt med...  Han blev dog ikke sat på de store prøver og tog sig derfor tid til at gå med frem på et par hjørnespark mod slutningen. Situationen var nemlig, at det pointmæssigt var ligegyldigt, om vi tabte eller spillede uafgjort, mens en sejr ville give holdet et ekstra point med, når man efter efteråret delte pointene inden forårets slutspil.
 
Falch’en var dog, hvor han skulle være i kampens døende sekunder, da han med en flot fodparade på målstregen forhindrede Anders Nielsen i at blive matchvinder, og dermed endte den råkolde efterårsafslutning i Lyngby altså 0-0. 

Nye keepere på rygtebørsen
På grund af den langtidsskadede Flies summede det i vinterpausen det med rygter om en målmandsforstærkning, og daværende sportsdirektør Frank Mathiesen havde bl.a. snøren ude efter den finske landsholdsreserve Petri Jakkonen fra MyPa, men han var ganske enkelt for dyr. Mathiesen var også ude efter den 23-årige amerikaner Brad Friedel, der i sommeren 94 var VM-reserve for Tony Meola. Newcastle United var også ude efter Friedel, men kunne ikke skaffe opholdstilladelse, fordi han – som ikke EU-borger – ikke opfyldte kravet om 75 % spilletid for USA inden for de seneste tre år…
 


Det lykkedes heller ikke at få ham til FCK, men året efter fik han alligevel et kortvarigt ophold i Danmark, da Brøndby lejede ham en periode som reserve for Mogens Krogh, dog uden at han kom i kamp. I stedet fik Friedel kontrakt i tyrkisk fodbold, inden han senere fik en fornem karriere i engelsk fodbold. Som et ekstra kuriosum – i forhold til de øvrige ”ældre målmand” i artiklen – er Brad Friedel stadig aktiv den dag i dag, hvor han i en alder af 43 år er reservekeeper i Tottenham!

Pokalhelten Per Poulsen
Så Byens Hold klarede sig med Poulsen & Zaza i foråret 1995, og det gik egentlig også udmærket. Poulsen spillede alle kampene, og man husker især hans fantastiske præstation i returkampen i pokalsemifinalen, hvor vi klarede 0-0 i Aalborg efter at have vundet 2-0 hjemme i den første kamp. Her levede han virkelig op til sit gamle tilnavn ”Sikre Per” og var hovedårsagen til at klubbens førte pokalfinale blev en realitet. 
 


Efter tidligere at have vundet pokalen med både B 1903 og Lyngby holdt han buret rent i en overbevisende 5-0-finalesejr over AB, som blev lyspunktet på en ellers skuffende sæson for Byens Hold.
 
Endnu et lille lyspunkt kom i forårets sidste spillerunde, hvor Brøndby for tredje gang i sæsonen blev besejret, og Per Frandsens sejrsmål i Parken betød samtidig, at de blå-gule måtte se AaB løbe med det danske mesterskab.
 
Efter sæsonafslutningen fik Karim Zaza en enkelt optræden i den såkaldte DHL Cup-finale mellem mester og pokalvinder. Kampen blev spillet på Brøndby Stadion, og efter at en vis Jesper Grønkjær havde bragt AaB foran, tegnede Mukremin Jasar sig både for udligningen og kampens afgørelse i den forlængede spilletid. Nok ikke en af de pokaler, der fylder mest i pokalskabet...
 
Herefter lagde Per Poulsen definitivt handskerne på hylden efter en lang og flot karriere. Han nåede dog ikke at sikre sig titlen som Superligaens ældste spiller nogensinde - med sine nu 42 år var han kun den næstældste. Aldersrekorden tilhører (selvfølgelig) en anden målmand, Næstveds John Hansen, der havde rundet de 45 år, da han spillede sin sidste kamp i efteråret 1994!
 
Alderen tyngede dog ikke den 20-årige Karim Zaza, som nu stod til at overtog løveburet i den efterfølgende sæson - men det er en anden historie, der også omfatter et kortvarigt ophold mellem stængerne af den litauiske Algimantas Briaunys…