Lars Rønbøg, Getty Images
Mathias Zanka: Skal revanchere weekendens nederlag
29/04 2015 11:08
Mathias Zanka ser frem mod morgendagens anden semifinale i DBU Pokalen mod Esbjerg fB på udebane. Han betegner det som en ganske betydelig kamp for holdet
- Det er en rigtig vigtig kamp. Det er en semifinale. Og når man – som vi – står så tæt på finalen, den sidste kamp, så er det af stor betydning, at vi også når dertil. I og med, at vi ikke ligger der i tabellen, hvor vi gerne vil ligge, er det en mulighed for os for at vinde en pokal. Og det er en vigtig ting i denne her klub for alle. Så det er det, vi skal kæmpe for mod Esbjerg – også selvom det ikke er vores førsteprioritet i sæsonen at vinde pokalturneringen, siger Mathias Zanka, der desuden mener, at holdet skal bruge kampen for at få oprejsning efter søndagens kamp mod Randers.
- Vi skal revanchere weekendens nederlag, og at vi igen kan finde de gode takter, vi har haft det seneste halve år, som jeg synes har været rigtig rigtig gode. Egentlig skal vi bare vise, at vi er et godt fodboldhold, og at vi har et godt sammenhold. Nu har vi det svært med en masse langtidsskader, så nu skal vi ud og vise, at folk kan spille andre pladser, end de egentlig er vant til, og at vi også på den måde er fleksible som hold, siger Mathias Zanka.
Kampen i Esbjerg fløjtes i gang af Kenn Hansen klokken 19.30.