Lars Rønbøg, Getty Images
Toutouh: Koncentration fra første fløjt
28/10 2015 15:28
Torsdag gæster Løverne Fredericia i fjerde runde af DBU Pokalen. En kamp, som ifølge Youssef Toutouh skal vindes, mod en modstander, som er inde i en rigtig god stime for tiden.
- De ligger godt til i 1. division og har mange gode og rutinerede spillere med erfaring fra den bedste række, så det er et godt hold, som vi selvfølgelig ikke skal undervurdere. Pokalkampe er altid svære. Vi møder i de første runder ofte lavere rangerede hold, hvor det er sæsonens højdepunkt, når vi kommer forbi, og de giver sig altid maksimalt. Men når alt det så er sagt, så skal vi vinde sådan en kamp, siger Youssef Toutouh, der pointerer vigtigheden i at være klar fra første fløjt i et sådant pokalopgør.
- Vi skal være klar fra start og ikke lukke dem ind, for de er gode på hjemmebane og gør det godt for tiden. Det kræver koncentration og fokus, og det er en vigtig turnering for os, som vi gerne vil vinde, så derfor tager vi ikke let på Fredericia og stiller også med et stærkt hold, siger Youssef Toutouh, der glæder sig over et tæt kampprogram med tre kampe på blot otte dage.
- Det er ikke nyt for os. Det hører med til at være en topklub, så det er ikke noget problem. Vi går efter at vinde alle tre kampe, og nu har vi taget den ene i søndags mod SønderjyskE, og jeg regner også med, at vi gør arbejdet færdigt både mod Fredericia og Randers FC, siger Youssef Toutouh.
Kampen i Fredericia fløjtes i gang kl. 18.15