Facts før kampen mod Brøndby IF

Facts før kampen mod Brøndby IF

OM DOMMERNE 
Manden der skal lede slagets gang på søndag er Mads-Kristoffer Kristoffersen. Han er 32 år gammel og har dømt Alka Superliga siden 2011/12-sæsonen. 

Mads-Kristoffer Kristoffersen er desuden en af de to dommeren i Danmark, som DBU har valgt at satse på som fuldtidsprofessionelle dommere. Den anden er Jakob Kehlet – manden der dømte det seneste Derby mod Brøndby IF. 

Mads-Kristoffer Kristoffersen har dømt F.C. København 13 gange i Superligaen, men det er første gang han dømmer en Alka Superligakamp mellem F.C. København og Brøndby IF. 

Mads-Kristoffer Kristoffersen bliver den 19. dommer der får fornøjelsen af at dømme en Alka Superligakamp mellem F.C. København og Brøndby IF. F.C. Københavns 13 Superligakampe med Mads-Kristoffer Kristoffersen er endt med fem sejre, fire uafgjorte og fire nederlag. 

Linjedommerne er Henrik Sønderby og Lars Rix. Opgørets 4. dommer er Daniel R. Nørgaard, mens jobbet som dommerudvikler bestrides af Jørn West Larsen. 

DBU har til søndagens kamp også påsat mållinjedommere til opgøret. Det er Michael Johansen og Anders Poulsen der har fået denne opgave. 

KARANTÆNE-INFORMATION 
I søndagens 4-0 sejr over Randers FC blev der uddelt fire gule kort. Kampens første gule kort tilfaldt William Kvist i det 13. minut, mens de resterende tre gule kort alle gik til gæsterne fra Randers. Kvists advarsel blev takseret til fire strafpoint, hvilket ikke er nok til hverken at ryge i karantæne eller kommer i karantænefare. 

F.C. Københavns strafpoint i denne Superligasæson er fordelt på: Daniel Amartey (30), William Kvist (20), Thomas Delaney (16), Kasper Kusk (6), Mathias ’Zanka’ Jørgensen (7), Stephan Andersen (4) og Andreas Cornelius (3). 

Hverken F.C. København eller Brøndby IF har spillere i karantæne til søndagens opgør. 

F.C. KØBENHAVN VS BRØNDBY IF 
F.C. København og Brøndby IF har mødt hinanden 73 gange i Alka Superligaen, F.C. København har 36 sejre, Brøndby IF 21 sejre og 16 kampe er sluttet uafgjort. I de 73 kampe har F.C. København scoret 102 mål mod Brøndby IF’s 86. 

F.C. København er kommet foran 1-0 i 38 af de 73 Superligakampe mod Brøndby IF. De 38 kampe er endt med 30 FCK-sejre, syv uafgjorte og en sejr til Brøndby IF. 

Brøndby IF er kommet foran 1-0 i 31 af de 73 Superligakampe. I seks af de 31 tilfælde har F.C. København fået vendt 0-1 til sejr, fem er sluttet uafgjort og 20 gange har Brøndby IF hevet sejren i land. 

De 73 Superligakampe mellem F.C. København og Brøndby IF har budt på 188 mål (heraf to selvmål), 230 gule kort, 11 røde kort og 17 straffespark. 

Der er aldrig scoret i det 1. eller 2. minut af en Superligakamp mellem F.C. København og Brøndby IF. Det tidligste der er scoret, er i det 3. minut – det har både Jesper Grønkjær og Kim Vilfort præsteret.