Fortjent FCN-sejr i Farum

Fortjent FCN-sejr i Farum

I fraværet af karantæneramte Corner og småskadede Santander havde Ståle og trænerteamet valgt at starte med Nicolai og Verbic i front, mens Toutouh fik genvalg på venstrekanten.

Der var flot fremmøde af FCK-fans på Farum Park, og dem bag det ene mål blev belønnet med dejligt forårsagtigt solskin, mens de andre småfrøs på den råkolde langside i skyggen. Ingen af dem blev dog belønnet med nogen særlig god indsats af deres helte, og da dagen var omme, måtte de for en gangs skyld tage hjem helt uden point.

Efter en rolig og begivenhedsløs start på kampen viste tigrene tænder efter 11 minutter, da Kvist sendte en sløset pasning på tværs af egen banehalvdel. Erik Johansson på selve målstregen måtte redde et forsøg fra fødselaren Martin Vingaard, og inden man nåede at glæde sig over, at den ikke blev rettet af og gik i mål, så var et Marcondes-hovedstød tæt på at overliste Robin Olsen, men han fik vippet bolden lige over mål.

Minuttet efter fik Ankersen dog sendt et giftigt hug afsted fra venstre side, som David Jensen måtte slå til hjørne, og her brændte det på i FCN-feltet, da både Youssef og Nicolai var ved at komme på skudhold tæt under mål.

En lovende start, men ak… de næste 15-20 minutter blev lidt af en ørkenvandring med rodet og fysisk duelspil, hvor det unge FCN-mandskab matchede løverne godt.

Efter 25 minutter var det tæt på københavnsk føring, da Ankersen med en fornem stikning fandt Nicolai, der løb bag om forsvaret og var helt fri med David Jensen, men han fik ikke bolden forbi ham.

Emre Mor havde et farligt venstre-hug lidt efter den halve time, men Vingaard var endnu tættere på fem minutter før pausen, da han sendte en hård, flad afslutning mod mål, men Robin var lynhurtigt nede og afværge med en stor refleksredning.

Målløst ved pausen var derfor lidt misvisende, men uafgjort ikke uretfærdigt. Det vakte dog bekymring i FCK-lejren, at FCN var kommet til så meget mod vores normalt så sikre forsvar, som i dag virkede lidt for tunge og langsomme til hjemmeholdets kvikke kombinationer.

2. halvleg var syv minutter gammel, da Toutouh tog sig til hovedet efter en afbrænder af de større. Han stod vel dårligt en meter fra stregen, da bolden dumpede ned for hans fødder, men han fik kun prikket til den, så en forsvarer kunne afværge på stregen. Til gengæld fyrede han kort efter et kanon-venstrehug af mod nærmeste trekant, som David Jensen dog tog sig af.

I stedet slog nordsjællænderne til tre minutter senere på deres første angreb efter pausen. Set med FCN-briller et drømmemål af Emre Mor, men løverne vil hæfte sig ved, at han driblede for let forbi Delaney og for let forbi Erik Johansson, og at Antonsson tøvede med sin tackling, inden Mor dygtigt sparkede kuglen forbi Robin Olsen.

Da Robin lidt efter var uden for feltet for at losse bolden væk, endte han med at slå lænden gevaldigt, da han landede efter en ordentlig lufttur. Efter flere minutters behandling kunne han dog heldigvis fortsætte.

Bagud 0-1 lagde vi højere og højere pres på hjemmeholdet og havde bolden det meste af tiden, men der kom ikke alverden ud af det. Og Vingaard havde stadig ikke opgivet at komme på tavlen, men sendte midt i halvlegen et listigt skud lige forbi, som mindede om hvor risikabelt det er, at give dem for god plads i kontraspillet.

Men vi skulle frem på banen, og det var lige ved at give bonus 20 minutter før tid, da Youssef fandt Delaney ved fjerneste stolpe, men den lå lidt for lavt til at han kunne heade, så det blev kun til en brystkasse-afslutning lige på David Jensen.

Kvist fik også en ublid landing på kunstgræsset efter en flyvetur over en FCN-spiller, men da han signalerede, at han var klar, blev det som planlagt Youssef og Verbic, der gik ud til fordel for Bashkim og debutanten Julian Kristoffersen. Kvist kan til gengæld se frem til en længere pause end de andre, for han ragede et gult kort til sig, der udløser karantæne næste gang.

Det unge norske fyrtårn skabte lidt ravage i feltet, men det var mildt sagt ikke lette betingelser at komme ind i en kamp som denne, hvor vi ville så meget og kunne så lidt. Og i stedet slog FCN deres velfortjente sejr fast fem minutter før tid, da Tobias Mikkelsen bankede et langskud op i målhjørnet.

Den kamp fortjener en plads i vores glemmebog, og der skal helt andre boller på suppen, når der om 14 dage er topbrag i Telia Parken mod Danmarks svar på Leicester - højtflyvende SønderjyskE, som dog stadig har 6 point op til løverne her ved landskamppausen.


Holdet: 31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 5 Erik Johansson, 15 Mikael Antonsson, 3 Ludwig Augustinsson – 17 Kasper Kusk, 6 William Kvist, 8 Thomas Delaney (anf.), 24 Youssef Toutouh (77.: 9 Bashkim Kadrii) – 7 Benjamin Verbic (77.: 37 Julian Kristoffersen), 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 28 Thomas Kaminski, 2 Tom Høgli, 20 Christoffer Remmer, 30 Joel Felix, 35 Aboubakar Keita