Københavnsk dominans mod SønderjyskE

Københavnsk dominans mod SønderjyskE

F.C. KØBENHAVN VS SØNDERJYSKE 
SønderjyskE har mødt F.C. København 30 gange i Alka Superligaen, og har stadig deres første sejr til gode. De 30 kampe er nemlig endt med 22 sejre til F.C. København og otte uafgjorte. Målscoren i de 30 kampe er 66-22. Ses der isoleret på de 18 Superligakampe der er spillet med SønderjyskE som hjemmehold, siger statistikken 12 FCK-sejre og seks uafgjorte – og det med en målscore på 34-16. 

Hvad enten der tales ude eller hjemme, har F.C. København vundet de seneste fire Superligakampe mod SønderjyskE. 

Når vi skriver, at F.C. København aldrig har tabt til SønderjyskE, skal det lige bemærkes, at der tales om Superligaen. For der er ingen tvivl om, at SønderjyskE godt kan huske en 5-0’er i 2009 sejr samt en 4-3 sejr i 2012 over F.C. København i DBU Pokalen (F.C. København kom dog i finalen efter en 1-0 sejr hjemme). Vi husker også disse kampe, men påpeger stadig, at i Superligaen er SønderjyskE uden sejr over F.C. København – og det skulle også meget gerne være tilfældet efter weekendens kamp. 

FACTS, DE TRE KAMPE MOD SØNDERJYSKE I SIDSTE SÆSON: 
2. august 2015, SønderjyskE 1-3 F.C. København 
0-1 Thomas Delaney (6’), 0-2 Nicolai Jørgensen (str. 9’), 1-2 Pierre Kanstrup (12’), 1-3 William Kvist (79’) 
6.242 tilskuere 

25. oktober 2015, SønderjyskE 1-2 F.C. København 
1-0 Johan Absalonsen (str. 45’), 1-1 Federico Santander (56’), 1-2 Andreas Cornelius (68’) 
8.210 tilskuere 

3. april 2016, F.C. København 1-0 SønderjyskE 
1-0 Benjamin Verbic (43’)
15.842 tilskuere

 







SØNDERJYSKE OG ALKA SUPERLIGAEN 
Sølvvinderne fra SønderjyskE har langt fra fået en god start på denne sæson, hvis der altså snakkes Alka Superligaen. Sæsonen første kamp var mod AGF, og her kunne tilskuerne i Haderslev se Stephan Petersen bringe AGF foran 1-0 i 1. halvleg og Mustafa Amini øge til 2-0 små 10 minutter inde i 2. halvleg. SønderjyskE’s Simon Kroon reducerede til 1-2 i det 83. minut, men tættere på end det kom SønderjyskE ikke. 

Ugen efter ventede AC Horsens på udebane, og igen kom SønderjyskE bagud. Bubacarr Sanneh scorede efter 23 minutter, Marc Dal Hende fik udlignet inden pausen, men da ingen af holdene kunne score i 2. halvleg, endte det med en pointdeling. 

I den forgangne weekend tog SønderjyskE hjemme mod oprykkerne fra Lyngby BK, og her kunne gæsterne tage hjem med tre overraskende – men ikke ufortjente – point efter en 1-0 sejr. Mikkel Rygaard sikrede Lyngby BK sejren med et flot langskudsmål efter 64 minutter. 

Facit er derfor, at SønderjyskE blot har et point og en målscore på 2-4, og det placerer SønderjyskE på en 12. plads efter de første tre runder. 

SØNDERJYSKE OG EUROPA 
Hvor F.C. København varmede op til kampen med den stensikre 3-0 sejr over AFC Astra Giurgiu onsdag aften, fik SønderjyskE en tilsvarende positiv optakt torsdag aften, da de hjemme spillede 1-1 mod polske Zag??bie ?ubin, et resultat der betyder, at SønderjyskE i lighed med F.C. København – og FC Midtjylland og Brøndby IF – var med i bowlen, da UEFA fredag til middag trak lod til playoff-runden til UEFA Europa League. 

Fredagens lodtrækning betød, at SønderjyskE skal dyste med tjekkiske Sparta Prag om en plads i Europa Leagues gruppespil. Sparta Prag er jo en god kending af F.C. København, for i efteråret 2009 vandt F.C. København med 1-0 i Telia Parken og med 3-0 i Prag. 

Inden SønderjyskE besejrede Zag??bie ?ubin, havde de i 2. kvalifikationsrunde slået norske Strømsgodset IF ud efter 2-1 sejr hjemme og 2-2 efter forlænget spilletid i Norge.

>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet