FCK-kamp nummer 10 mod et engelsk hold

FCK-kamp nummer 10 mod et engelsk hold

F.C. KØBENHAVN OG GRUPPE G
Knapt 14 dage efter udekampen mod Leicester City FC ærgrer de fleste FCK’ere sig stadig over, at F.C. København ikke fik mindst det ene point – for desværre valgte den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel at diske op med en mirakelredning i sidste minut – og blandt andet derfor endte det med en 1-0 sejr til de engelske mestre.

I gruppens anden kamp formåede FC Porto at besejre Club Brugge KV med 2-1, sejrsmålet sat ind i 3. tillægsminut på straffespark – et straffe der for øvrigt blev begået af den tidligere FCK’er Claudemir.

De to resultater betyder, at Leicester City FC fører gruppen med maxpoint (9). F.C. København og FC Porto ligger side om side med fire point, og allersidst i gruppen er Club Brugge KV med nul point.

I onsdagens anden kamp i Gruppe G har FC Porto hjemmebanefordel mod Club Brugge KV.

F.C. Københavns kampe i gruppe G:
19.09.2016: FC porto 1-1 F.C. København
27.09.2016: F.C. København 4-0 Club Brugge KV
18.10.2016: Leicester City FC 1-0 F.C. København
02.11.2016: F.C. København vs Leicester City FC
22.11.2016: F.C. København vs FC Porto
07.12.2016: Club Brugge KV vs F.C. København

F.C. KØBENHAVN vs ENGELSKE HOLD
F.C. København har nu spillet ni kampe mod engelske hold. De ni kampe er endt med en sejr, tre uafgjorte og fem nederlag.

F.C. Københavns ni kampe mod engelske hold:
22.10.1998: Chelsea FC 1-1 F.C. København
05.11.1998: F.C. København 0-1 Chelsea FC
17.10.2006: Manchester United FC 3-0 F.C. København
01.11.2006: F.C. København 1-0 Manchester United FC
19.02.2009: F.C. København 2-2 Manchester City FC
26.02.2009: Manchester City FC 2-1 FC København
22.02.2011: F.C. København 0-2 Chelsea FC
16.03.2011: Chelsea FC 0-0 F.C. København
18.10.2016: Leicester City FC 1-0 F.C. København








LEICESTER CITY FC’S HISTORIE – GANSKE KORT
Klubben er stiftet i 1884 som Leicester Fosse FC, et navn der var i brug frem til 1919, hvor klubben fik det nuværende navn Leicester City FC.

At Leicester City FC vandt det engelske mesterskab ved de fleste jo nok, men det var et mesterskab der kom bag på de fleste – eller måske snarere kom bag på alle. Leicester City FC var blot blevet nummer 14 sæsonen før, en sæson der blot bød på 11 sejre og otte uafgjorte i løbet af de 38 kampe, men i 2015/16 lykkedes det for Leicester City FC at vinde 23 kampe og spille 12 kampe uafgjort – så da sæsonen var slut, var Leicester City FC 10 point foran Arsenal FC på 2. pladsen.

Mesterskabet var Leicester City FC’s første mesterskab, og klubben var kun en gang tidligere sluttet i top-3, det var i sæsonen 1928/29, hvor de blev nummer to efter Sheffield Wednesday.

Leicester City FC har desuden vundet ”den lille engelske pokalturnering”, lige nu kaldet EFL Cup’en, tre gange (1964, 1997 og 2000), mens de fire gange har været i FA Cup finalen, men alle fire gange har de forladt banen i taberens rolle.

Leicester City FC er ejet af ”King Power International Group”.

LEICESTER CITY FC I DENNE SÆSON
Siden Leicester City FC besejrede F.C. København med 1-0 for knapt to uge siden, har de regerende engelske mestre været i aktion to gange.

I forrige weekend mødte Leicester City FC hjemme på King Power Stadium Crystal Palace. Her sørgede Ahmed Musa for 1-0 inden pausen, og i 2. halvleg øgede Shinji Okazaki og Christian Fuchs til 3-0, før det fem minutter før tid lykkedes for Crystal Palaces Yohan Cabaye at reducere til 3-1, kampens slutresultat.

I den netop overståede weekend mødte Leicester City FC på udebane Christian Eriksen og Tottenham Hotspur. Her bragte Vincent Janssen Tottenham foran 1-0 på straffespark kort før pausen – og straks efter pausen udlignede Ahmed Musa til 1-1. Der blev ikke scoret flere mål i kampen.

Efter weekendens ene point ligger Leicester City FC nu på 11. pladsen med 12 point efter 10 spillerunder. Det er fem point over nedrykningsstregen samt 11 point efter de tre tophold; Manchester City FC, Arsenal FC og Liverpool FC.


>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet