Fortjent U19-sejr sikret i overtiden
U19-holdfoto
Joel Felix
Holdfoto
Jubel efter scoring
Nicklas Røjkjær
Nikolas Nartey
Jubel efter scoring
Henrik Bellman
Frederik Bay
Julian Kristoffersen

Fortjent U19-sejr sikret i overtiden

15 sekunder – længere gik der ikke, før Julian Kristoffersen ekspederede bolden i nettet efter keeperen kun kunne halvklare et skudforsøg fra Henrik Bellman, så bolden røg lige ud til den høje nordmand!

Englænderne virkede ikke overbevisende i de bageste geledder i kampens åbning, og inden der var gået 10 minutter, sendte Nicklas Røjkjær et frispark i nettet til 2-0 – dog måske rettet lidt af på vejen, men who cares…

Leicester var dog ikke mere rystede, end at de slog igen i det 13. minut. Monty reddede et forsøg til hjørne, som blev slået til bageste stolpe og headet ned foran mål, hvor Barnes prikkede den ind mellem venner og fjender.

Siden tog englænderne mere og mere over, og vi kom i perioder til at stå for dybt i banen, men det blev aldrig til de helt oplagte muligheder. De kom til gengæld i den anden ende i det sidste kvarter før pausen! Julian Kristoffersen var tæt på at slippe forbi keeperen og få tomt mål, en tre-mod-to-kontra endte med at Carlo Holse sparkede over, og i slutminutterne var Røjkjær også tæt på, men kom for tæt på keeperen i en spids vinkel.

Så ud fra chancefordelingen kunne vi sagtens have ført med to-tre mål, men i stedet kom Leicester godt ud efter pausen og brændte to store chancer, inden Barnes blev dobbelt målscorer ved at sætte foden på et indlæg fra Arlott-John.

Men de unge drenge reagerede fint på udligningen og fik flyttet spillet op og lagt pres på englænderne, og hen mod midten af halvlegen blev det også til gode afslutninger fra Joel Felix (hovedstød efter hjørne), Julian Kristoffersen (bankede den lige over efter fint forarbejde af Mads Roerslev) og Henrik Bellman (flot spillet fri i feltet af Morten Hjulmand).

Men drengene kløede ufortrødent på og fortsatte med at presse gæsterne - men da det endelig lykkedes Julian Kristoffersen at prikke et hjørne i nettet ved fjerneste stolpe, så blev målet noget uforståeligt annulleret for frispark.

I 90. minut sendte Mads Roerslev en afslutning på den fjerneste stolpe, og efterhånden måtte man se i øjnene, at drengenes flotte indsats ikke blev belønnet med tre point. Men, men, men... netop som uret nærmede sig det 93. minut, trak Morten Hjulmand forbi en modstander i udkanten af feltet og bankede bolden over i det lange hjørne til en forløsende og absolut fortjent sejrsmål!

PS: Klik på pilene i topbilledet for at se flere billeder fra kampen


Onsdag den 2. november 2016, kl. 16.00 CET på Østerbro Stadion. UEFA Youth League, 4. runde

F.C. KØBENHAVN U19-LEICESTER U19 3-2 (2-1)
1.: 1-0 Julian Kristoffersen
8.: 2-0 Nicklas Røjkjær
13.: 2-1 Harvey Barnes
51.: 2-2 Harvey Barnes
93.: 3-2 Morten Hjulmand
Dommer: Ville Nevalainen, Finland

F.C. Købehavn:
1 Christoffer Monty - 2 Mads Roerslev, 3 Niklas Vesterlund, 4 Joel Felix, 12 Frederik Bay - 7 Henrik Bellman (75.: 11 Jonas Wind), 22 Morten Hjulmand, 13 Nikolas Nartey (88.: 19 Victor Jensen), 10 Nicklas Røjkjær – 9 Carlo Holse, 16 Julian Kristoffersen

Ikke benyttet: 30 Max Christensen, 6 Devrim Sahin, 8 Mathias Bonde, 18 Sidney Appu

Leicester:
1 Max Bramley – 2 Simranjit Singh Than (57.: 15 Cal Templeton), 5 Elliott Moore (anf.), 6 Darnell Johnson, 3 Alexandru Pascanu – 7 Faiq Bolkiah (46.: 12 Calvin Ughelumba), 4 Lamine Kaba Sherif, 8 Harvey Barnes - 10 Admiral Muskwe, 9 Kairo Arlott-John (74.: 17 Ethan Hodby), 11 Layton Ndukwu

Ikke benyttet: 13 Cameron Yates, 14 Morgan Brown, 16 Gruno, 18 Thomas Fielding