Stats og facts om FCK mod Randers FC

Stats og facts om FCK mod Randers FC

VIGTIG (STATISTISK) VIDEN 
F.C. København har ikke tabt i de seneste 21 Superligakampe. Det er en tangering af Superligarekorden for flest kampe i træk uden nederlag. Dette har F.C. København nu præsteret tre gange, Brøndby IF har gjort det en enkelt gang – og F.C. København kan dermed tage rekorden for dem selv, hvis det bliver til minimum et point mod Randers FC.

F.C. København er ubesejrede i de seneste 40 hjemmekampe i Alka Superligaen. Det er allerede en Superligarekord F.C. København sidder på – og den kan altså udbygges lørdag aften, helst med en sejr!

F.C. København har scoret i de seneste 17 hjemmekampe i Alka Superligaen. Klubrekorden er 31 hjemmekampe i træk med scoring (april 2010 til november 2011).

Ailton Almeida har scoret det hurtigste mål i en Superligakamp mellem F.C. København og Randers FC, det var da brasilianeren scorede efter blot 55 sekunder i en 2-0 sejr i november 2009.

Der er udvist to spillere i Superligakampene mellem F.C. København og Randers FC, begge spillere var fra F.C. København – og næsten fra hver sin ende af kloden. Den første var Santos i 2005 – og 10 år senere var det Brandurs tur til at få rødt.

Der er scoret på fire af fem straffespark i Superligakampene mellem F.C. København og Randers FC, og det ene misbrugte forsøg er Nordstrands ”famøse” straffespark – og Ellegaards selvmål – fra 3-3-kampen i maj 2009.

Der er scoret 76 mål i Superligakampene mellem F.C. København og Randers FC, heraf er fem af dem scoret i det 90. minut.

De 76 mål der er scoret i Superligakampene mellem F.C. København og Randers FC er fordelt 35-41 på de to halvlege.

Den ældste spiller til at optræde i en Superligakamp mellem F.C. København og Randers FC er Stig Tøfting (37 år og 272 dage i 2007), mens den ældste FCK’er er Olof Mellberg (36 år og 201 dage i 2014).

Randers FC har aldrig scoret i kampens første kvarter i en Superligakamp mod F.C. København.

Skulle Thomas Ddelaney komme på måltavlen i lørdagens kamp, vil det være kaptajn Delaneys Superligamål nummer 20.

Federico Santander vender tilbage i truppen, og kan – i lighed med Delaney – score sit Superligamål nummer 20.

Der er pt. fem spillere der har scoret 19 Superligamål for F.C. København. Udover Delaney og Santander er det Michael Silberbauer, Thomas Thorninger, Per Frandsen og Morten Falch.

F.C. København er uden sammenligning den klub i Superligaen, der har spillet flest kampe om lørdagen. F.C. København har spillet 118 lørdagskampe, hvilket er 10 kampe mere end AaB og 16 kampe mere end OB. F.C. Københavns 118 lørdagskampe i Superligaen er endt med 74 sejre, 29 uafgjorte og 15 nederlag.

SÆSONENS MÅL
F.C. København har scoret 44 Superligamål i denne sæson, de er fordelt som følger
15 mål med højrebenet
15 mål med venstrebenet
14 mål på hovedstød.

F.C. Københavns 40 Superligamål er fordelt 23-21 på 1. og 2. halvleg.

Hele tre af F.C. Københavns mål mod Viborg FF blev scoret fra en position uden for feltet, og dermed har F.C. København scoret syv af sæsonens 44 Superligamål fra denne position. 28 af målene er scoret fra en position i straffesparksfeltet – men uden for det lille målfelt. Ni mål er scoret fra det lille målfelt.

DATOEN 3. DECEMBER
F.C. København har aldrig spillet en Superligakamp på datoen 3. december, men har to gange været i europæisk aktion på denne dato. Tilbage i 2006 tabte F.C. København 0-1 til Lillestrøm SK, mens det i 2009 blev til en københavnsk 2-0-sejr over CFR Cluj.









OM DOMMERNE
Dommer: Jakob Kehlet
Linjedommere: Jakob Bille og Christian Brixen
4. dommer: Benjamin Helm Svedborg
Dommerudvikler: Martin Wulff

36-årige Jakob Kehlet er i gang med sin 8. sæson i Alka Superligaen, og har indtil videre dømt 142 kampe i landets bedste række. I løbet af de 142 kampe har Kehlet uddelt 408 gule kort og 18 røde kort – svarende til et rødt kort i cirka hver 8. kamp.

Når det drejet sig om straffespark, har Jakob Kehlet peget på pletten 31 gange – og fem af gangene har det været i en kamp med deltagelse af F.C. København. Fire gange har det været til F.C. København, og her har Fanendo Adi, Nicolai Jørgensen og Ludwig Augustinnson scoret – mens Dame N’Doye har misbrugt. På det enlige straffespark mod F.C. København, der scorede Brøndby IF’s Alexander Szymanowski på Johan Wiland.

Kehlet har dømt F.C. København 30 gange i Alka Superligaen, 22 kampe er vundet – og de resterende otte kampe er fordelt fire-fire på uafgjorte og nederlag.

Blot en gang før har Kehlet dømt en Superligakamp mellem F.C. København og Randers FC, det var sæsonens første kamp mellem de to klubber, et opgør der som bekendt sluttede 2-2.

KARANTÆNE-INFORMATION
Der blev ikke uddelt nogle kort i F.C. Københavns kamp mod Viborg FF. Dermed er karantæne-scenariet nu det, at ingen FCK’ere kan komme i karantæne grundet et gult kort mod Randers FC. Derudover er Erik og Delaney tilbage efter overstået karantæne.

FCK-Spillere i karantæne
- Ingen

Randers-spillere i karantæne
- Ingen

F.C. Københavns strafpoint efter de første 19 runder:
36 strafpoint, Thomas Delaney
29 strafpoint, Mathias ’Zanka’ Jørgensen
19 strafpoint, William Kvist
22 strafpoint, Erik Johansson
6 strafpoint, Andreas Cornelius
4 strafpoint, Benjamin Verbic
4 strafpoint, Kasper Kusk
4 strafpoint, Peter Ankersen
4 strafpoint, Youssef Toutouh
3 strafpoint, Federico Santander

Gult kort giver 3 (mild forseelse), 4 (middel forseelse) eller 6 strafpoint (grov forseelse). Rødt efter to gule kort giver 13 point i tillæg. Direkte rødt giver 30 point i tillæg.

En spiller kommer i karantæne, når disse grænser passeres:
19, 36, 52, 68, 84, 100, 116, 132, 148…
Passeres mere end en grænse, giver det en spilledag for hver grænse der passeres.



>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet