Ugen der gik

Ugen der gik

Ankersen kom på tavlen
For tre uger siden fejrede vi Peter Ankersens landsholdsscoring med en opgørelse over hvor mange kampe, der er gået før vores backs har scoret for klubben (det kan du læse her) - og derfor skylder vi da også her at nævne, at han forleden slettede nullet i sin kamp nr. 65. Endda med venstre! Delaney førte an i hyldesten...


Foto: FCK.DK


Delaney årets Superliga-profil
Det undgik næppe manges opmærksomhed, at Randers-kampen var Delaneys sidste FCK-hjemmekamp i denne omgang. Men derudover blev han før kampen hyldet af Spillerforeningen, idet han - med over 80 % af stemmerne - er kåret som årets profil i Superligaen 2016 af kollegerne i de forskellige klubber. Han blev også hyldet af Fanklubben, der overrakte en kurv med bl.a. en kaptajn-kasket.

Foto: Jan Christensen, Getty Images


Ludwig på UEFA's All Star U21-hold
Forleden trak UEFA lod til EM-slutrunden for U21-hold i 2017, og i den forbindelse valgte en gruppe UEFA.com-reportere et All Star Hold baseret på dem, der var med i slutrunden i 2015. Der er Ludwig Augustinsson kommet i fint selskab - og han var som bekendt også med til at løfte EM-trofæet, da turneringen var slut.



Stimer, statistikker og rekorder
Alle gode gange tre! Efter to gange at være ubesejrede i 21 kampe (for siden at tabe nr. 22), lykkedes det denne gang at få rekorden, som vi nu har for os selv efter hidtil at have delt den med Brøndby.

Vi fortsatte os en ret vild stime af clean sheets på hjemmebane. Der er ikke gået mål ind på os de seneste 9 hjemmekampe, og det er 877 minutter Bassogog bragte AaB foran efter 23 minutters spil. Og ud over ham er det kun FCM’s Jakob Poulsen, der har scoret mod os i Telia Parken denne sæsons 16 hjemmekampe - i såvel Superligaen som Champions League-kvalifikation og gruppespil.

Nipserstat har også påpeget, at vi stadig kun har tabt årets sidste Superliga-hjemmekamp én eneste gang. Det var et 0-1-nederlag til Lyngby i 1993! Fire er endt uafgjort, og resten har vi vundet.


Kylling og kage på Nummer 10
Onsdag var der en lidt alternativ frokostmenu på Nummer 10, da Youssef Toutouhs mor kom forbi med hjemmelavet kylling til hele holdet, tilberedt på klassisk marokkansk manér. Og vi skulle hilse og sige, at det blev rigtig godt modtaget af spillerne.

Senere på dagen blev Karina Danielsson blev overrasket af kollegerne med lagkager i anledning af hendes 10 års-jubilæum. Det formelle jubilæum, altså, for som Club Secretary Daniel Rommedahl bemærkede i sin tale til jubilaren, har hun i praksis været med i mange flere år som frivillig med bl.a. børn- og unge-arbejde og Familietribunen. I dag er hendes funktion “fodbold-koordinator” (Læs mere om jobbet her)

Foto: FCK.DK


Jammerbugt holdt skindet på næsen
I oktober måtte Jammerbugt FC flytte deres pokalkamp til Aalborg Stadion på grund af TV-transmission, og man frygtede en større økonomisk lussing. Nu viser det sig heldigvis, at resultat sandsynligvis “går i nul” med et over- eller underskud på ca. 5.000 kr., fortæller forman Finn Larsen til nordjyske.dk.

- Det er selvfølgelig fint, når vi havde frygtet det værste. Men omvendt er det også ærgerligt, at vi ikke fik den forventede økomiske gevinst, fordi kampen måtte flyttes til Aalborg, tilføjer Finn Larsen.


Eks-FCK'ere
Sidste uge fortalte vi, at Jesper Bech har lagt støvlerne på hylden, og vi følger op med et link til den fine podcast med Jesper, som bold.dk’s Søren Kusk lavede i ugen der gik. Her fortæller Jesper bl.a., at hans FCK-debut var højdepunktet i karrieren. (Hør den her på Soundcloud)

Der skal også lyde et tillykke til to eks-FCK’ere, der har fejret runde fødselsdage i ugen der gik:

David Nielsen fyldte 40 år den 1. december, og 3. december fyldte Karsten Aabrink 60 år. Han var i 1995-97 investor og adm. direktør i F.C. København, og herefter var han i mange år fodboldagent. For seks år siden slog sin ned som selvstændig rådgiver i sit firma Aabrink Management, hvor han dels rådgiver virksomheder og dels holder foredrag. Eller går på jagt, som han betegner som en stor passion.

Lasse Qvist
I onsdags, den 30. november, var det 10 år siden Lasse Qvist i en alder af 19 år debuterede for Byens Hold - han fik den sidste halve time i en Royal League-kamp ude mod Lillestrøm, som vi tabte 0-1.

Foto: FCK.DK

Et par dage efter blev han officielt indlemmet i førsteholdstruppen, men nåede kun 3 optrædender mere, inden han ved kontraktudløb i juni 2008 skiftede til Lyngby. Lasse kom som ungdomsspiller fra PSV Eindhoven i sommeren 2005, og han er søn af den tidligere KB-målmand og FCK-målmandstræner Ole Qvist. I dag er Lasse træner for GVI’s U17-hold.


U19 fortsætter...
U19 fortsatte sejrsstimen og hentede fredag eftermiddag den femte ligasejr i træk ved at vinde en fortjent 2-0-sejr i Silkeborg på mål af Jonas Wind og Nicklas Røjkjær.

Røjkjær scorede mod sin tidligere klub, Silkeborg. Foto: FCK.DK


Første U17-nederlag i 37 kampe
U17-holdet måtte derimod køre slukørede hjem fra Silkeborg lørdag efter at have tabt for første gang i “umindelige” tider. Sidste sæson var man ubesejrede, da man vandt DM, og 1-2-nederlaget til Silkeborg var denne sæsons første nederlag. Men OK, det var tæt på i starten af efteråret, hvor holdet to gange var nede med henholdsvis 0-3 og 0-2 og alligevel vandt. Lørdag gik den ikke længere, men holdet topper stadig U17-ligaen to point foran Brøndby og fem foran Nordsjælland. Felix Winther scorede de unge løvers enlige mål i kampen.


Estamos todos juntos com voce, Chapecoense
Hele ugen er det strømmet ind med sympati-tilkendegivelser fra alle dele af verden i anledning af det tragiske flystyrt i Sydamerika, hvor 75 mennesker mistede livet, heriblandt størstedelen af førsteholdet fra den brasilianske klub Chapecoense.

Under Viborg-kampen i tirsdags sendte sektionen en smuk hilsen: “Vi er alle med jer, Chapecoense”.

Foto: FCK.DK




Fik du set...?

FCK TV’s julekalender, hvor hver “låge” indeholder et klip fra hver sæson siden den første 92/93-sæson. Det er ikke nødvendigvis de største kampe, som nok også har været vist masser af gange før, men kampe der på en eller anden måde rummer en sjov eller særlig historie.

1992-93: Den første FCK-kamp i PARKEN
1993-94: Peter “32” Møllers første mål for FCK
1994-95: Nedrykningsdrama mod Ikast

>> Halvårssæsonkort er nu i salg til forårets kampe


FCK-citater

Viborg-træner Johnny Mølby til Ritzau:
- Vi forærede dem fire store muligheder, og de scorede på alle fire. Jeg tror ikke, jeg har spillet herovre, hvor vi selv har haft så mange muligheder. FCK forærede os en, hvor deres spiller gled, og samtidig havde Mikkel Rask en chance på hovedstød, mens vi også har en på stolpen. Vi havde muligheder, og vi kan kun takke os selv for, at det ender på denne måde.

Viborgs Søren Reese til bold.dk:
- Vi mødte Danmarks bedste hold og lavede nogle børnefejl, som man ikke må lave herinde, for så bliver man straffet. Det fik vi at mærke i dag, og så er det ikke et sjovt sted at spille. De spillere, de har siddende på bænken og kom ind mod os, ville jo være profiler på alle andre Superliga-hold. Vi har haft et godt kram på dem defensivt de sidste kampe, vi har mødt dem, og vi er heller ikke overraskede over, hvad de kom med.

Randers FC’s Erik Marxen til amtsavisen.dk:
- Jeg er møghamrende træt af det lige nu. De er gode, og viser også klassen ved at hive sejre som den her hjem, men det er stadig bittert, at vi ikke får noget med herfra. Jeg er både ærgerlig over, at de får målet på den måde, de gør, og over, at vi ikke selv får scoret.

Randers FC-træner Olafur Kristjansson til bold.dk:
- Selvfølgelig er vi ikke tilfredse. Vi kom efter en sejr. Vi investerer fint i kampen, men FCK er lidt ovenpå med deres fysiske styrke. De er fysisk overlegne i perioder. Men jeg synes, vi fandt løsninger med bolden i første halvleg, vi fandt nogle gode lommer og drillede dem. Men skarpheden og effektiviteten mangler.


Fra de sociale medier