Morten Hjulmand

Riemer: Drengene leverede en topkamp

U19-holdet fra School of Excellence gjorde også deres del af arbejdet i går, da de vandt den sidste gruppekamp i Youth League mod Brugge. Sejren blev så overbevisende som 3-0, men i modsætning til Champions League-kampen senere på aftenen, havde belgierne meget at spille for - de skulle bare have uafgjort for at gå videre fra gruppen, mens vi var tvunget til at vinde.

Det var derfor en meget glad og stolt Brian Riemer, der satte ord på præstationen kort efter slutfløjtet.

- Det er en fantastisk præstation fra vores side! Vi fik ikke verdens bedste start på turneringen med et nederlag nede i Porto og efterfølgende uafgjort hjemme mod Brugge, så vi haltede lidt efter hele vejen. Men imponerende at vi så i sidste spillerunde kan hive sådan en præstation frem, hvor vi ikke bare vinder fortjent, men også vinder hele 3-0 hernede. Drengene leverede virkelig en topkamp og viste, at vi var mere modne og mere skarpe. Så jeg er sindssygt tilfreds og synes spillerne repræsenterede vores klub på fantastisk vis.

Hvis Porto og Leicester havde spillet uafgjort i den anden kamp, havde U19-holdet vundet gruppen, men Porto vandt 2-1, så det blev “kun” til en 2. plads, der medfører en play off-kamp i februar om at komme i 1/8-finalerne i Youth League. Hvad betyder det for det relativt unge mandskab med mange førsteårs U19-spillere?

- Det betyder meget for os. Vi har allerede vist, at vi kan spille med mod de her klubber og tilmed slå dem og slutte nr. 2 i gruppen, så har vi alle mulige grunde til at være meget stolte af det arbejde, som alle går og laver i dagligdagen på School Of Excellence. At vi så også får lov at spille efter jul, det er bare en gave, for de her kampe er meget vigtige for spillernes udvikling, og det giver dem virkelig meget, så det er bare fantastisk for os, sluttede Brian Riemer, inden han og spillerne kørte tilbage mod Brugge for at overvære aftenens Champions League-opgør.

>> Læs mere om kampen her
>> Se highlights fra kampen her
 

- - - - -


Lodtrækningen til play-off
Vi blev som sagt nr. 2 i Youth League-gruppen, og det gjorde også Atlético Madrid, Basel, Benfica, Dortmund, Juventus, Manchester City og Monaco.

Disse 8 hold møder et af følgende 8 hold, der kvalificerede sig via efterårets knock out-kampe i “Champions Path”, dvs de nationale U19-mestre, der ikke var med i Youth League-gruppespillet: Ajax, Altinordu (fra Tyrkiet), Maccabi Haifa (fra Israel), FC Midtjylland, Roma, Rosenborg, Salzburg og Viitorul (fra Rumænien).

Hold fra samme lande kan dog ikke mødes, så vi kan ikke trække FCM.

Play off-kampene (hvor der kun spilles én kamp) skal spilles 7. eller 8. februar, og den 13. februar trækkes der lod til 1/8-finalerne, der spilles den 21.-22. februar.

De otte Youth League-gruppevindere er direkte kvalificeret til 1/8-finalerne: Barcelona, CSKA Moskva, Dynamo Kiev, Paris Saint-Germain, FC Porto, PSV Eindhoven, Real Madrid og Sevilla.