16 med højre, 15 med venstre, 14 med hovedet

16 med højre, 15 med venstre, 14 med hovedet

VIGTIG (STATISTISK) VIDEN
F.C. København har ikke tabt i de seneste 22 Superligakampe, det er ny Superligarekord – en rekord der kan udbygges til 23 kampe med en sejr (eller uafgjort) mod AGF på søndag.

Todi Jónsson er med otte træffere topscorer i Superligakampene mellem F.C. København og AGF.

Ældste målscorer i en Superligakamp mellem F.C. København og AGF er Ivan Nielsen. Han var 36 år og 51 dage gammel, da han i november 1992 scorede i en 3-1 sejr til F.C. København.

Martin Johansen har scoret det hurtigste mål i en Superligakamp mellem F.C. København og AGF. Han scorede i det 2. minut i maj 1993, og herefter fortsatte målene med at rasle ind i 1. halvleg. Stillingen var 4-2 til F.C. København ved pausen, og det hele endte med en 5-3 sejr til FCK.

Ses der på de 10 hurtigste mål i Superligakampene mellem F.C. København og AGF, har F.C. København scoret otte af dem. De to AGF-mål er for øvrigt begge scoret af Stig Tøfting.

Der er kun lavet et selvmål i Superligakampene mellem F.C. København og AGF. Det blev lavet af AGF’s Thomas Hansen i april 2006, F.C. København vandt kampen med 4-0.

Stillingen er 3-3 i røde kort i Superligakampene mellem F.C. København og AGF. Hos FCK er Per Frandsen, Tomas Antonelius og Mathias 'Zanka' Jørgensen blevet udvist, mens det hos AGF er Martin Nielsen, Liam Miller og Navid Dayyani der har set rødt.

SÆSONENS MÅL
F.C. København har scoret 45 Superligamål i denne sæson, de er fordelt på 16 træffere scoret med højrebenet, 15 scoret med venstrebenet og 14 scoret på hovedstød.

F.C. Københavns 45 Superligamål er fordelt 24-21 på 1. og 2. halvleg.

29 af F.C. Københavns 45 Superligamål er scoret fra en position i straffesparksfeltet – men uden for det lille målfelt. Ni mål er scoret fra det lille målfelt og de resterende syv er sat ind fra en position udenfor feltet.

DATOEN 11. DECEMBER
F.C. København har aldrig tidligere spillet Superliga på datoen 11. december. 










OM DOMMERNE
Dommer: Michael Tykgaard
Linjedommere: Paul Nyberg og Darko Haramija
4. dommer: Aydin Uslu
Dommerudvikler: Niels Leth-Sørensen

Michael Tykgaard har dømt F.C. København 20 gange i Alka Superligaen, 10 af kampene er vundet af F.C. København, syv er sluttet uafgjort og blot tre kampe er tabt. Målscoren i den 20 kampe er 29-15.

En gang tidligere har Michael Tykgaard dømt F.C. København mod AGF i Superligaen. Det var den 28. april 2013, kampen bød på to gule kort til hvert hold – men sluttede helt og aldeles målløst.

Michael Tykgaard er 39 år gammel og i gang med sin 7. sæson som Superligadommer.

KARANTÆNE-INFORMATION
Karantænesituationen i forhold til sidste uge er uændret, da F.C. København ikke fik nogle gule kort i 1-0-sejren over Randers FC. Zanka er den spiller, der er tættest på en fridag, men der er stadig minimum to gule kort til sæsonens anden karantænedag.

FCK-Spillere i karantæne
- Ingen

AGF-spillere i karantæne
- Ingen

TOP-4, F.C. Københavns strafpoint:
36 strafpoint, Thomas Delaney
29 strafpoint, Mathias ’Zanka’ Jørgensen
22 strafpoint, Erik Johansson
19 strafpoint, William Kvist

Gult kort giver 3 (mild forseelse), 4 (middel forseelse) eller 6 strafpoint (grov forseelse). Rødt efter to gule kort giver 13 point i tillæg. Direkte rødt giver 30 point i tillæg.

En spiller kommer i karantæne, når disse grænser passeres:
19, 36, 52, 68, 84, 100, 116, 132, 148…
Passeres mere end en grænse, giver det en spilledag for hver grænse der passeres.


>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet