William: Mit første europæiske minde

William: Mit første europæiske minde

William Kvist debuterede allerede i foråret 2005 for F.C. København, men der skulle gå lidt over et år - og 35 optrædender mere på førsteholdet - før han i en alder af 21 år fik sine første minutter i en europæisk turnering.

Det var den 9. august 2006, og modstanderen var Ajax på hjemmebane - og det var den første af de to afgørende kampe om at komme i Champions League-gruppespillet.

- Jeg kan huske, at jeg sad ude på bænken og syntes, at Ajax var ret gode. De spillede flot fodbold på et højt teknisk niveau og havde jo store spillere som Jaap Stam, Huntelaar, Schneider m.fl. Det var virkelig et godt hold, mindes William her lidt over 10 år senere.

- Jeg kom på banen for Silberbauer, da der manglede 10 minutter, og jeg har nok været lidt nervøs, for jeg var stadig ret ung dengang, og det var Champions League for fulde huse. Jeg husker ikke så meget fra de sidste minutter, jeg tror bare jeg koncentrerede mig om at overleve det sidste af kampen. Men de nåede at score til 2-1 og bagefter var vi selvfølgelig enormt ærgerlige over nederlaget.

Brede Hangeland udligner til 1-1 i hjemmekampen mod Ajax
Foto: FCK.DK


- Til gengæld var jeg klar til at spille to uger efter i Amsterdam, og den kamp husker jeg tydeligt - det gik jo meget godt! Så det var nok godt givet ud, at jeg lige fik de 10 minutter i København. Det er da noget, der giver hår på brystet, for det er bare noget helt andet end Superliga-fodbold. Men den kamp dernede... det må være mit bedste og sjoveste europæiske minde, selv om Rosenborg-kampen i 2010 også står højt på listen. Der var udgangspunktet dog lidt andet, fordi vi var på hjemmebane, hvorimod vi ikke var levnet de store chancer, da vi tog til Amsterdam og var bagud 1-2. Men det lykkedes jo, og så gik det ellers helt amok i omklædningsrummet bagefter!

Miraklet i Amsterdam - Vermaelen styrer et indlæg fra William i eget net til 2-0!
Foto: FCK.DK


William er foreløbig noteret for 70 europæiske FCK-kampe, men nr. 71 må vente lidt - forhåbentlig kun et par uger - eftersom han har karantæne i 1/16-finalen mod Ludogorets på torsdag.

Men lykkes det at eliminere bulgarerne, skriver vi et nyt kapitel i vores europæiske historiebog ved for første gang at gå videre fra en europæisk playoff-runde efter jul. Det kan blive endnu et dejligt FCK-minde at tænke tilbage på om nogle år!



Matchfacts fra Williams europæiske debut:

Onsdag den 9. august 2006, kl. 20.30 i PARKEN. Champions League-kvalifikation, 3. runde, 1. kamp
F.C. KØBENHAVN-AJAX 1-2 (1-1)
38.: 0-1 Klaas Jan Huntelaar
45.: 1-1 Brede Hangeland
84.: 1-2 Klaas Jan Huntelaar
36.061 tilskuere. Dommer: Manuel Mejuto Gonzalez, Spanien

F.C. København:
1 Jesper Christiansen – 2 Lars Jacobsen, 5 Brede Hangeland, 14 Michael Gravgaard, 15 André Bergdølmo – 8 Michael Silberbauer (80.: 23 William Kvist), 13 Atiba Hutchinson, 6 Tobias Linderoth (anf.), 10 Jesper Grønkjær – 9 Fredrik Berglund (69.: 20 Razak Pimpong), 11 Marcus Allbäck

Ikke benyttet: 31 Benny Gall, 16 Dan Thomassen, 17 Oscar Wendt, 27 Martin Bernburg, 28 Martin Bergvold. Træner: Ståle Solbakken

Ajax:
1 Maarten Stekelenburg – 2 John Heitinga, 3 Jaap Stam (anf.), 4 Thomas Vermaelen, 5 Urby Emanuelson – 18 Gabri, 6 Hedwiges Maduro, 10 Wesley Sneijder – 7 Mauro Rosales (77.: 19 Markus Rosenberg), 9 Klaas-Jan Huntelaar, 11 Kenneth Perez (68.: 8 Ryan Babel)

Ikke benyttet: 12 Kenneth Vermeer, 15 Olaf Lindenbergh, 20 George Ogararu, 22 Zdenek Grygera, 24 Robbert Schilder. Træner: Henk ten Cate