Chancerig nulløsning
Chancer nok i målløs testkamp
Træningslejrens tredje og sidste træningskamp blev en målløs affære, men kunne let være blevet både 1-1 eller 2-2, hvis da ikke løverne skulle have vundet. Set over kampen som helhed var uafgjort rimeligt nok, men de københavnske chancer var måske lige en tand større end russernes.
De første 45 minutter blev dog en ret chancefattig affære, hvor begge hold i lang tid stod ret kompakt og ikke gav hinanden meget plads. I en længere periode havde russerne bolden meget på vores halvdel, og vi kom til at stå meget dybt i banen, men uden at de kom til de helt farlige chancer nede ved Robins mål.
Langt ude i horisonten trak det imidlertid op til uvejr, og en række lyn flænsede flere gange den mørke aftenhimmel, men heldigvis drev det ikke ned mod Ilz, hvor dagens kamp blev spillet.
Pavlovic tættest på før pausen
Halvlegens klart bedst tilbud tilfaldt Pavlovic få minutter før pausefløjtet, da han pressede højt op og tacklede bolden fra Zhirov, da han ville føre bolden frem på banen. Pavlo satte resolut kurs ned i feltet og sendte en udmærket flad afslutning afsted mod det lange hjørne, men den 18-årige Safonov i Krasnodar-målet nåede godt ned til den.
Safonov var en af flere unge spillere, der fik chancen på et hold, der dog stadig mønstrede en håndfuld stamspillere – men flere af profilerne gemte Krasnodar til torsdag, hvor de spiller endnu en træningskamp, og her har deres klubpræsident meldt sin ankomst. Derfor måtte vores svenske spillere også nøjes med at hilse på deres landsmænd Andres Granqvist og Victor Claesson før og efter kampen.
Men Krasnodar har bredden i orden, og flere af deres unge spillere er russiske U21-landsholdsspillere, så de bød bestemt løverne på kvalificeret modstand – og det er lige hvad der er brug for i testkampe som denne.
Mange chancer efter pausen
Efter pausen kom Kusk, Matic og Pieros ind for Verbic, Gregus og Pavlovic, og efter bare fem minutter kom Pieros til den første af flere gode muligheder. Kusk trak godt ind fra højre, snød sin modstander og slog indlæg mod fjerneste stolpe, hvor Sifonov kom for sent ud, men Pieros headede forbi mål.
Krasnodar svarede kort efter igen med et godt langskud fra deres nye serber Ristic, men han hamrede bolden lige på Robin, der parerede. Kort efter fik en anden af deres nye, brasilianeren Wanderson, et lige så god skudmulighed, men igen var Robin på plads og dykkede ned og holdt det flade skud.
Erik Johansson tog flere gange nogle gode rush fra sin bagkæde og på på russernes halvdel, og et af disse førte til en udmærket skudchance til Santander, som desværre ramte skævt på sin afslutning og sendte bolden langt forbi.
Midt i halvlegen måtte Robin igen ned og afværge et giftigt, fladt indlæg fra venstre, og straks slog vi kontra. Nicolaj Thomsen, der havde afløst Toutouh, rykkede godt frem og lagde bolden til højre i deres felt til Pieros, men Safonov kom godt ud og reddede hans afslutning med en fodparade.
Afvekslende kamp
Spillet bølgede fint frem og tilbage i denne fase, og vi kom til langt flere chancer end i de tidligere kampe – et godt tegn på, at det går den rigtige vej. Erik Johansson fik også en god mulighed på et Bengtsson-hjørne, men fik ikke rent træf med pandebrasken.
I en slutfase, som vi dominerede fint, tog Erik endnu et rush frem af banen og de indskiftede Roerslev og Holse kreerede i fællesskab en god mulighed til Kusk, der måtte se Safonov redde sit udmærkede forsøg. På det efterfølgende hjørne var det centimeter fra, at Pieros fik headet bolden ind, da han kastede sig frem tæt under mål, men bolden strøg lige akkurat forbi hans hoved.
Der var derfor ikke noget at sige til, at Ståle efter kampen kaldte det en atypisk 0-0-kamp, for chancer var der såmænd nok af. Vigtigst var som sædvanlig at blive matchet godt i fysik og tempo, og det blev vi til fulde, ligesom vi undgik skader. Det var derfor en fint tilfreds manager og spillertrup, der satte sig i bussen tilbage til Bad Radkersburg, inden man torsdag tjekker ud fra hotellet og rejser hjem til København igen.