Pieros: God sejr for hele holdet
Det var en glad, men beskeden Pieros Sotiriou, der så tilbage på lørdagens 3-0-sejr i Randers, hvor han blev dobbelt målscorer med et flot hovedstød i starten af kampen - og en kold udnyttelse af en kronjysk forsvarsfejl i kampens overtid.
"Jeg er selvfølgelig rigtig glad for de to mål, som er mine første for klubben, men først og fremmest er jeg glad for sejren på holdets vegne. Jeg synes, vi leverer en god præstation i dag, og vi har flere chancer til at afgøre det tidligere," sagde Pieros.
"Og så vil jeg også gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak til fansene, både dem der var med herovre og støttede os, men også alle dem i København, der har taget godt imod mig og støttet både mig og holdet her i sæsonstarten," tilføjede Pieros.
"Det er vist mange år siden, at alle vores angribere har scoret inden for de første to runder," tilføjede en glad Ståle Solbakken med henvisning til at Pavlovic scorede kampens tredje mål, mens Santander nettede mod AaB sidste weekend.