Ankersen: To tætte opgør men gode muligheder
Peter Ankersen er blevet klar igen hurtigere end forventet, så han kan sammen med holdkammeraterne se frem til en rejse af de længere, når turen går til Aserbajdsjan om et par uger:
"Jeg tror, det bliver to tætte opgør mod Qarabag. Jeg spillede mod dem for tre år siden med Salzburg, hvor vi tabte 2-1 dernede. Ganske vist var vi en mand i undertal i 80 minutter, men der så vi, at de har spillere, der kan gøre ondt på os. Men hvis vi er 100 % fokuserede, og alle spiller op til sit bedste, så har vi gode muligheder for at gå videre. De er et lidt typisk østeuropæisk hold, som er et godt hjemmehold med en god stemning på stadion, men mere begrænsede på udebane," vurderer Ankersen.
"Og så er det en lille fordel, at vi slutter hjemme. Så ved man hvor man står, når afgørelsen skal findes, mens det første opgør som regel bruges til, at holdene ser hinanden lidt an. Derfor er det godt, at vi starter ude og forhåbentlig også kan få scoret et mål, så det ikke behøver at blive lige så tæt som i onsdags", siger Ankersen, der selv fik lidt kamptræning på U19-holdet i en træningskamp i tirsdags.
"Det gik fint med foden, da jeg fik en halvleg, og det var dejligt at komme ud og spille kamp igen på en hel bane," tilføjer han.