Få styr på statistikken inden søndagens kamp
Et enkelt tidligere opgør
F.C. København har ikke tidligere mødt søndagens modstandere under navnet FC Helsingør, men tilbage i efteråret 2009 tørnede vi sammen med Elite 3000 – klubbens tidligere navn – i den danske pokalturnering.
Kampen blev spillet Helsingør Stadion, og her tog det blot fire minutter for Dame N’Doye at bringe os foran 1-0. Den føring holdt frem til det 69. minut, hvor Jonas Rohrberg udlignede til 1-1 til stor glæde for hjemmeholdets tilskuere, men blot syv minutter senere scorede Ailton Almeida til 2-1, kampens slutresultat.
Vidste du at…
… Det er første gang FC Helsingør (inklusiv Elite 3000) spiller i landets bedste fodboldrække.
… Vi har scoret 12 mål i denne Superligasæson, de er fordelt 5-7 på 1. og 2. halvleg.
… FC Helsingør har scoret ni Superligamål i denne sæson, de er fordelt 4-5 på de to halvlege.
… Med sejren over FC Midtjylland i 8. spillerunde rundede Ståle Solbakken 200 sejre som Superligatræner. Ståles 316 Superligakampe som træner for F.C. København er endt med de 200 sejre, 71 uafgjorte og blot 45 nederlag. Ståle har længe været træneren med flest sejre i Superligaen, på de efterfølgende plads kommer Troels Bech med 147 sejre (431 kampe), Ebbe Skovdahl med 142 sejre (280 kampe), Kent Nielsen med 140 sejre (397 kampe) og Ove Pedersen med 135 sejre (392 kampe).
… Kommer William Kvist på banen, runder kan som den første FCK-spiller 250 Superligakampe.
nummer 250
FC Helsingørs sæson indtil videre
Efter sæsonens første otte kampe er FC Helsingør at finde på 10. pladsen med ni point. De ni point er halet i land via tre sejre over henholdsvis SønderjyskE (2-1), FC Midtjylland (2-1) og Randers FC (2-0). De resterende fem kampe er tabt til Hobro IK (1-2), OB (0-2), Silkeborg IF (1-4), FC Nordsjælland (0-1) og Lyngby BK (1-3).
FC Helsingør har scoret ni mål i denne sæson, de to topscorere er André Riel (4 mål) og Mads Aaquist (2 mål), mens Nicolas Mortensen, Anders Holst og Mikkel Fossum Basse alle har scoret et mål. Dog skal det bemærkes, at både André Riel og Mds Aaquist har forladt Helsingør, og de tørner nu i stedet ud for henholdsvis AGF og FC Nordsjælland.
Historien bag FC Helsingør
Søndagens modstandere er stiftet den 1. juni 2005, som en overbygning på fem lokale Helsingør-klubber, nemlig Helsingør IF, Vapnagaard FK 72, Helsingør FC, Snekkersten og Frem Hellebæk. Overbygningen fik navnet Elite 3000.
I 2012 ændrede klubben navn fra Elite 3000 til FC Helsingør, og antallet af moderklubber er siden vokset, så der i dag er hele otte klubber bag FC Helsingør: Helsingør IF, Hornbæk IF, Snekkersten IF, Helsingør FC, Frem Hellebæk, Kvistgaard IF, Vapnagaard FK 72 og Espergærde IF.
Da Elite 3000 debuterede i 2005 startede de i Kvalifikationsrækken, og i 2007 rykkede de op i Danmarksserien. Den næste oprykning kom i 2010, hvor Danmarksserien blev udskiftet med 2. division Øst. I 2012 kom så navneskiftet til FC Helsingør, men det nye navn måtte vente til 2015 før den næste oprykning kom – denne gang til 1. division – og det hele kulminerede så i sidste sæson. Her sluttede FC Helsingør godt nok kun på 3. pladsen, men efter to playoff-kampe mod Viborg FF om en plads i Superligaen, kunne FC Helsingør efter 1-1 hjemme og 2-2 ude juble over oprykningen til Alka Superligaen.
Dommerne til søndagens kamp
Dommer: Peter Kjærsgaard
Linjedommere: Daniel R. Krogstrup Nørgaard og Paul Nyberg
4. dommer: Jonas Hansen
Den 33-årige Peter Kjærsgaard er i gang med sin 5. sæson som Superligadommer, og han har indtil videre dømt 68 Superligakampe, og i disse kampe har han uddelt 253 gule kort, to røde kort samt dømt 17 straffespark. Peter Kjærsgaard har ikke uddelt røde kort eller dømt straffespark i en Superligakamp med deltagelse af F.C. København.
F.C. Københavns seneste Superligakamp med Peter Kjærsgaard som dommer, var den 12. marts 2017, her vandt vi 2-0 over Esbjerg fB på træffere af Federico Santander og Andreas Cornelius.
Karantænesituationen
Peter Ankersen afsoner i den kommende weekend sin 2. karantænedag efter udvisningen mod FC Nordsjælland, og det var ikke langt fra, at William Kvist ville have siddet ved siden af Ankersen i straffeboksen. Kvist ville være kommet i karantæne, hvis han havde fået gult for en grov forseelse i sidste weekend, men heldigvis Kvists advarsel blot et gult kort for en middel forseelse.
Kvist få dog komme i karantæne ved alle former for gult, mens Pieros Sotiriou vil få en ”fridag”, hvis han får et gult kort for en grov forseelse.