Flere spilleres første Moskva-besøg
Tidligt oppe - og lang bustur
Truppen var tidligt oppe i morges for at nå at flyve fra Københavns Lufthavn kl. 8, og bortset fra en kort forsinkelse gik turen fint, og hjulene ramte landingsbanen i Moskvas Domodedovo lufthavn ved 10.30-tiden.
Da var klokken 12.30 i Moskva, og det er forklaringen på den tidlige afrejse, for vi "mister" lige et par timer af dagsprogrammet, når vi flyver østpå. Vi mistede så også lige et par timer på en bustur, der blev præcis så lang og kedelig som forventet. Der er ca. 50 km fra lufthavnen syd for byen og til hotellet i den nordøstlige del af Moskva, men det tog to timer at tilbagelægge strækningen på en 5-sporet motorvej...
Til gengæld er der kun 6-7 km fra hotellet til Lokomotiv Stadion, og det bør kunne klare på 30-40 minutter!
Efter en sen, men god frokost på hotellet hviler spillerne nu nogle timer, inden der er et kort video-taktikmøde inden afgang til stadion, hvor man træner kl. 18 (dansk tid).
Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet og dropper nok ned under i løbet af aftenen. Der er lidt snefnug i luften, men der ligger dog ikke sne i gaderne. Det har i dag været helt overskyet og gråt i gråt.
Moskva-debut for flere spillere
Som fortalt i denne artikel var Mikael Antonsson og William Kvist her allerede for 10 år siden med Byens Hold, men en lille rundspørge viser, at mange af vores spillere endnu aldrig har gæstet den russiske hovedstad.
"Jeg har aldrig været her," fortæller Pieros, "men som fodboldspiller når man heller ikke at se ret meget af de byer, man besøger. Lufthavn, hotel og stadion - og så det man kan se fra bussen."
"Jeg skulle have været her med Panathinaikos mod Dinamo Moskva for nogle år siden, men så blev jeg skadet og måtte blive hjemme. Det var vist den eneste kamp, jeg missede hele den sæson, og vi tabte 1-2 derovre," husker Zeca, som trak jakken godt op om ørerne, da han kom ud fra lufthavnen. "Det var svært nok at vende sig til vejret i København, så jeg har frygtet det værste. Men lige nu er det dog ikke så slemt," forsikrede han.
Nicolaj Thomsen kan til gengæld huske, at han engang spillede her med U19-landsholdet "på et lille stadion uden for byen med kunstgræs".
Svenskerne har været her
Til gengæld har både Robin, Pierre, Erik og Antonsson været der med det svenske A-landshold så sent som for to år siden. Robin Olsen og Pierre Bengtsson har til gengæld været der med det svenske A-landshold, hvor de tabte 0-1 i EM-kvalifikationen. "Jeg spillede højre back og fik den første time, mens Anton spillede hele kampen, og Robin og Erik sad på bænken," husker Pierre.