Ståle: Vi er nok nødt til at lave en United...
"Hvis vi vil i Champions League næste år, er vi nok nødt til at lave en United og vinde Europa League," smilede Ståle på aftenens pressemøde på Lokomotiv Stadion.
Både Tom Høgli og Nicolaj Thomsen er med igen efter at have været ude i længere tid med skader, men vi skal ikke regne med at se nogen af dem i startopstillingen:
"De er fit, men det er ikke det samme som at være match-fit. Begge har trænet med i nogle uger, men har kun spillet lidt reserveliga. De er ikke aktuelle fra start, men det kan godt være, vi får Thomsen at se i løbet af kampen," sagde Ståle.
"Santander har også trænet fuldt med i en god uges tid, men både han og Thomsen vil nok først være helt klar efter juleferien, og Erik skulle gerne være tilbage i marts," tilføjede han, inden han satte nogle ord på torsdagens modstander.
"Lokomotiv er en meget stærk enhed og har været stabile over en meget lang periode. Det kan man også se på tabellen, hvor de ligger nr. 1, men jeg vurderer dog, at de 4-5 øverste hold er ret jævnbyrdige. Hvis jeg skal fremhæve nogle spillere er det Farfan, som er god til at løbe i rummet bag forsvarerne og som sikkert har fået boost af, at Peru er kommet med til VM. Fernandes har stor erfaring fra Spanien og England, og så nr. 59, Aleksei Miranchuk, som måske er den med det største potentiale og nok så god, at han kan vise det på en endnu større scene næste sommer," sagde Ståle.
"Russerne har i det hele taget nok noget VM-entusiasme, hvor mange spillere kæmper om at komme med i VM-truppen, og det kan man godt se i nogle kampe, hvor russiske hold gør det godt mod med stærke hold fra andre lande," vurderede Ståle, inden han og truppen gik ud i aftenkulden til en times træning på Lokomotiv Stadion, der kan rumme ca. 27.000 tilskuere.