Ståle: Alt for mange defensive fejl
"Det er med meget blandede følelser, jeg står her efter kampen, for i det fremadrettede spil laver vi mange udmærkede ting og kommer også til nogle chancer. Men defensivt laver vi alt for mange fejl, som bliver straffet benhårdt på det her niveau. Før pausen har de chancer og scorer på dem alle tre, og vi er simpelthen for sløve og står forkert og laver for mange individuelle fejl. Det skal vi arbejde meget mere på træningsbanen med den kommende tid, for i Superligaen ville vi også blive straffet hårdt for den slags. For slet ikke at tale om Atlético Madrid!" sagde Ståle efter 0-5-nederlaget til FC Zenit.
"Robert Skov gjorde det fornuftigt, Falk havde også god energi, men skulle kun spille 45 minutter, og de er gode til at finde rummene før pausen. Som sagt har vi mange nydelige angrebsopbygninger, men mangler lige det sidste killer-instinkt i feltet. Så det kan vi tage med os, men fokus skal være på at eliminere børnesygdommene i defensiven," sluttede Ståle.
Næste træningskamp er på torsdag mod kinesiske Guangzhou Evergrande FC kl. 13 dansk tid - en kamp, som vi p.t. ikke forventer at kunne streame live.