Nederlag i pokalderbyet
Efter at have vundet DBU Pokalen tre år i træk er vi desværre ude af turneringen efter et 0-1-nederlag i ottendendelsfinalen til Brøndby.
Efter en god københavnsk indledning overtog Brøndby mere og mere af spillet, men det tætte og intense opgør bød ikke på mange åbne chancer. Efter en god halv time udnyttede Wilczek dog en af de sjældne muligheder, da vi ikke fik clearet et Brøndby-opspil. Pavlovic havde siden et nærgående hovedstød, men de blå-gule gik til pausen med en 1-0-føring.
Viktor Fischer fik debut fra 2. halvlegs start, hvor Falk kort efter kom en brøkdel af et sekund for sent til at prikke en tværbold i tomt mål. Større chancer fik vi ikke trods ihærdigt pres og flere gode angreb gennem 2. halvleg, og dermed blev det et trist og tidligt farvel til DBU Pokalen.
Næste hjemmekamp er på lørdag den 10. februar, når vi tager hul på Alka Superliga-foråret med en hjemmekamp kl. 18.00 mod Randers FC.