Rasmus Falk

Falk før Randers: Det handler kun om sejren

Rasmus Falk og resten af holdet tager lørdag kl. 18 hul på forårssæsonen i Superligaen, når Randers FC er modstanderen i Telia Parken. Et opgør, der kun handler om en ting for Falk:

”Vi skal vinde den kamp, og alt andet kommer i anden række. Vi skal have point på kontoen i Superligaen, og det skal starte med tre mod Randers på lørdag. Vi vil godt i gang med Superligaen og få svaret lidt tilbage på det nederlag, vi fik i pokalen i søndags. Det eneste, det handler om, det er at vinde,” siger Rasmus Falk.
 
”Vi synes, at vi har haft en god opstart, hvor vi gradvist er blevet bedre og bedre, og mod Brøndby er det en lige kamp, hvor vi desværre ender med at tabe. Det var en kamp, der blev spillet i et højt tempo og med en høj intensitet, så det skal vi tage med videre til kampen mod Randers. Det var en tung start i søndags resultatmæssigt, men der er kun én vej for os, og det er at rejse os hurtigt igen. Derfor handler det for os kun om at vinde, for det er måden at komme videre på. Og hvordan det sker, er lige nu mindre væsentligt,” siger Rasmus Falk, der hen over vinteren har fået et par nye holdkammerater i Viktor Fischer og Robert Skov, der begge fik deres officielle debut i søndags:
 
”Det er to rigtigt dygtige spillere, ingen tvivl om det. Robert er kommet fra en lidt mindre klub til København, og han har været stærk hele opstarten. Han fik debut i en stor og svær kamp, men han viste rigtigt gode takter og imponerede mig meget med en flot indsats, selvom vi ikke fik det ud af kampen, vi ville. Viktor kender vi alle sammen, og han havde ikke spillet så meget kamp før i søndags, men han kom ind og gjorde det virkelig godt i anden halvleg, hvor han var med til at sætte tempo og drev i spillet. De bliver helt sikkert begge store gevinster for os, når vi får dem endnu mere ind i vores spil og de får flere kampe. Det skal nok blive rigtigt godt,” siger Rasmus Falk.