Diego Costa

Atlético vandt igen i weekenden

Atlético Madrid sejrede igen i weekenden
Stort set samtidig med vores kamp mod FC Midtjylland var Atlético Madrid i aktion i La Liga hjemme mod Athletic Club fra Bilbao. De første 45 minutter endte målløse, men efter pausen begyndte et sandt bombardement af Athletics mål, og i det 67. minut sparkede Gameiro - på et oplæg fra Griezmann - madrilenerne foran 1-0. Ti minutter før tid lukkede og slukkede Diego Costa kampen til 2-0. Han blev spillet fri i dybden, og alene med keeperen svigtede Costa ikke.

Diego Costa
Diego Costa scorer til 2-0 mod Athletic


Med sejren holder Atlético Madrid fast i deres 2. plads i La Liga. De har 55 point efter 24 kampe, hvilket er syv point færre end FC Barcelona og ni point mere end Valencia CF. Real Madrid er 10 point efter Atlético Madrid, men har spillet en kamp færre.

Heller ikke i 11. forsøg
Heller ikke i 11. forsøg fik vi vores første sejr over en spansk modstander. Selvom Viktor Fischer bragte os foran 1-0, beviste Atlético Madrid, at de er et meget stærkt hold, og på scoringer af Saúl, Gameiro, Griezmann og Vitolo vandt de fortjent 4-1.

Dermed lyder vores samlede statistik mod spanske hold på fire uafgjorte og syv nederlag i 11 kampe.

Der var 34.912 tilskuere til kampen i torsdags, og dermed slår vi tilskuertallet fra Atlético-kampen i 2007 med 1.878 tilskuere. Dengang overværede "blot" 33.034 tilskuere kampen, hvor Simão og Agüero sikrede en spansk 2-0 sejr.

Forrygende europæisk stemning til den første kamp i København


Wanda Metropolitano
Kampen på torsdag skal spilles på stadionet "Wanda Metropolitano", som dog i UEFA-sprog omtales som "Estadio Metropolitano" da UEFA ikke bruger reklame-navne i stadionnavne. 

>> Du kan læse mere om Wanda Metropolitano og Atléticos stadion-historie her. 

Litauiske dommere 
Torsdagens dommere er fra Litauen, og hoveddommeren er den 39-årige Gediminas Mažeika, som er en erfaren europæisk dommer. Han begyndte at dømme Europa League-kvalifikation i 2008 og har siden 2011 dømt regelmæssigt i EL-gruppespillet. I 2016 begyndte han også at dømme Champions League-gruppespil og senest dømte han i efteråret Man. U.-Benfica.

Gediminas Mazeika


Han har kun fløjtet en enkelt gang med dansk deltagelse, da Esbjerg vandt 2-1 ude over Standard Liege i efteråret 2011. Han har dømt lidt flere spanske hold, men det bliver hans første Atlético-kamp.

Linjedommere: Vytautas Šimkus og Vytenis Kazlauskas
Mållinjedommere: Donatas Rumšas og Robertas Valikonis
4. dommer: Dovydas Sužiedėlis