Jubel efter endnu en scoring

FCM-kampe er vores mest målrige

Med seks sejre i træk er vi i gang med en god stime, men nu venter to svære udekampe i Herning og Brøndby. Vores længste sejrsstime nogensinde - for 11 år siden - indeholdt dog bl.a. to sejre i Herning.

Det har været målrige kampe på det seneste: 36 mål i vores seneste 7 FCM-kampe er dobbelt så meget som gennemsnittet mod de andre Superliga-hold! 

Vores kampe mod FC Midtjylland

  K V U T Målscore
Hjemme 28 19 5 4 63-33
Ude 29 11 7 11 47-38
I alt 57 30 12 15 110-71

Endnu en målrig kamp?
5-3, 3-1, 3-1, 3-1, 3-2, 4-3, 3-1... målene er raslet ind i vores seneste 7 kampe, uanset hvem der vandt (5-2 i vores favør) - men bemærk også at ingen er endt uafgjort. Kun én af vores seneste 15 kampe er endt med pointdeling. 

I sæsonens første kamp i Telia Parken var vi foran 2-0, midtjyderne fik udlignet, vi øgede atter med to pinde, inden vi med et selvmål lukkede FC Midtjylland lidt ind i kampen igen og vi vandt 4-3.

I Herning i februar indledte vi med en flot omgang fodbold og kom fortjent foran på en træffer af Pieros. Siden lukkede vi dog midtjyderne ind i kampen, blev straffet for defensive fejl og brændte chancer og tabte 1-3.  

 

Den 9. april på udebane har før været god…
Vi har en gang før spillet ude mod FC Midtjylland den 9. april. Det var i 2007, hvor Silberbauer sprudlede. Han sørgede med to langskud – det ene et frispark fra 30 meters afstand – for en pauseføring på 2-0. Efter pausen fortsatte vi med at dominerede midtjyderne, Atiba Hutchinson øgede til 3-0 og Silberbauer sluttede en god dag på kontoret med at sende bolden i mål via Magnus Troests fod. I kampens tillægstid reducerede Christian Olsen til 1-4.

"Who's got the power..."


To sejre i Herning med i alle tiders rekordstime
Tre dage efter vandt vi igen i Herning, denne gang i pokalen med 3-2 efter forlænget spilletid, og det bidrog til en samlet stime på 10 sejre i træk det forår, hvilket stadig er klubrekord.

Status på FC Midtjylland
FC Midtjylland lå inden weekendens kampe på 2. pladsen med 63 point, hvilket er det samme antal point som Brøndby IF har på 1. pladsen. FC Midtjyllands målscore er bare fem mål dårligere.

Top-5 FC Midtjyllands topscorere i Superligaen:         
10 mål, Marc Dal Hende
10 mål, Alexander Sørloth (skiftede til Crystal Palace i vinter)  
9 mål, Paul Onuachu         
7 mål, Mikkel Duelund         
5 mål, Jakob Poulsen

Vores tidligere U19-angriber Marc Dal Hende har gang i en rigtig god sæson, for hans 10 mål i denne sæson matcher de 10 mål han scorede i karrierens første 88 Superligakampe.

FC Midtjylland er fortsat med i DBU Pokalen og spiller torsdag kvartfinale ude mod Hobro IK.

Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
Marc Dal Hende i en træningskamp mod Trelleborg i 2009, hvor han fik 2. halvleg - mens N'Doye spillede central midt...