Kampreferat: 0-0 og vi må på den igen på fredag
Vi havde ændret på fem pladser siden fredagens FCM-kamp: Stephan, Lüftner, Zeca (tilbage fra karantæne), Falk og Santander i stedet for Robin, Vavro (skadet), Kvist, Gregus og Thomsen.
De første af mange FCK-fans mødte op allerede da portene åbnede to timer før kick-off, og de hyggede sig i solen og skabte en flot og festlig ramme om kampen - og en fremragende opbakning lige til det allersidste fløjt.
Efter et kvarters total dominans var det tæt på at et par hjørnespark havde givet pote - først reddede Mads Mini tæt på stregen, da Lüftner headede mod mål, og på det næste hjørne headede Pieros også lige over.
Men ellers kneb det med at bryde gennem deres noget forsigtige tilgang til kampen - og de lykkedes også med at lukke godt ned for vores kanter, så Skov og Fischer aldrig rigtig blev sat i scene.
Vores defensiv var også bundsolid og gav intet væk - Lüftner og Erik spillede med stor sikkerhed og autoritet, men helt holde dem fra fadet kunne vi dog ikke. Men især Erik var forudseende i flere situationer og greb effektivt ind, når de fik gang i deres kvikke shortpassing med flade bolde i feltet.
Omkring den halve time var Nordsjælland godt inde i kampen, men vi sluttede halvlegen bedst af, omend kvaliteten i spillet var lidt for nedadgående - måske også fordi banen tydeligvis blev mere og mere tør at spille på.
Mod slutningen sendte Santander en afslutning i sidenettet, og Erik headede forbi på et hjørne, men 0-0 ved pause - og det kunne FCN være mest tilfredse med!
Efter pausen kom vi også bedst i gang, og Nelsson måtte heade væk på stregen, da Pieros headede et Falk-indlæg på tværs tæt under mål. Kort efter spillede Donyoh fikst Mads Mini afsted, men med endnu et fremragende indgreb, afværgede Erik chancen.
Efterhånden blev kampen mere lige, men vi var dog tættest et par gange - først da Santander afsluttede lige på Runarsson, og siden da Ankersen resolut ind i feltet og afsluttede, men igen prellede bolden af på den islandske keeper.
Indskiftede Mikkel Damsgaard sendte et giftigt hug lige over mål, men ellers kom de ikke rigtig til noget, selv om de hele tiden prøvede via deres hurtige folk på kanterne. Men de havde jo også et "resultat", mens vi skulle op og vinde.
Godt ti minutter før tid gik vi over til at spille med tre nede bagved, da Pierre kom ind for Falk, og mod slutningen kastede vi også Erik frem i et sidste forsøg på at afgøre kampen. Men det blev kun til en god chance til Ankersen, som Ulrik Jenssen blokerede til et hjørne, som vi ikke engang fik...
Tættere kom vi ikke, og dermed må vi for første gang i dette årtusinde gå ud af en sæson uden medaljer - men vi har i det mindste en ekstra chance for europæisk kvalifikation på fredag kl.19, hvor vi hjemme møder AGF eller SønderjyskE i en knald-eller-fald-playoff.