Ståle: Fantastisk præstation
For sidste gang i denne sæson fik FCK.DK en hurtig reaktion fra Ståle Solbakken efter 4-1-sejren over AGF:
"Det var en fantastisk præstation. Vi havde et kæmpe pres på os, for vi skulle kvalificere os til Europa. Jeg tror næsten ikke, at vi har haft større pres på os, siden kampene mod Rosenborg for en del år siden. Men nu er vi klar til Europa, og det betyder også, at vi kan begynde at kigge på budget".
"Jeg siger ikke, at det her hold er klar til Europa League, men vi har bragt os i en situation, hvor F.C. København nu har muligheden, for at komme med i Europa League".
Ståle mente, at der havde været en stor forskel på holdet på hver sin side af julen:
"Der har været en kæmpe forskel på FCK før og efter jul, og specielt offensiven har været fantastisk efter jul. Men vi har stadig været for dårlige i begge bokse, og i dag misbruger vi jo nogle chancer, der næsten er umulige at misbruge".
"Men på trods af det, spillede vi utroligt godt og frit - og hvad vi leverede i dag, var meget imponerende".
Og med disse ord kunne en glad Ståle begive sig op mod TV-studiet, mens vi andre kan begynde at glæde os til europæisk fodbold til efteråret (altså i juli måned).