Thomsen før Esbjerg: En særlig mental opgave for os
Spillerne kan ikke hvile på laurbærrene længe, for efter torsdagens sejr over Atalanta på straffespark venter der en tur til Esbjerg søndag kl. 16.00. Og det faktum giver forberedelserne til kampen en ekstra dimension ifølge Nicolaj Thomsen.
”Det er en særlig mental opgave vi står overfor, men som vi er helt bevidste om. Det gælder om at omstille sig fra en så stor oplevelse, som den vi havde på hjemmebane torsdag aften, og så kunne vaske tavlen ren og være klar igen på udebane få dage efter. Som Ståle også har sagt til os, så har vi nydt sejren over Atalanta efter slutfløjtet torsdag aften og også lidt i går fredag, men nu skal vi skifte over i ’game-mode’ igen,” lyder det fra Nicolaj Thomsen forud for opgøret.
Oprykkerne har tre sejre i deres tre seneste kampe, men løverne har en førsteplads at forsvare og derfor skal der endnu en sejr med hjem fra det vestjyske søndag eftermiddag.
”Det siger sig selv, at det bliver en noget anderledes kamp end forleden. Men vi skal bevare momentum i Superligaen, hvor vi er godt kørende og har været det ret længe faktisk. Men det er en vigtig kamp, for tre point for en sejr over Esbjerg tæller ligeså meget i tabellen som tre point for en sejr over Brøndby gør. Og især med tanke på den landskamppause, der venter efter weekenden, skal vi holde fast i den gode stime og det gode humør så længe."
Kampen mod Esbjerg sparkes som nævnt igang kl. 16.00 og sendes direkte på Canal 9.