2-0-sejr over Esbjerg med på landsholdspause
Vi fulgte op på den magiske aften mod Atalanta med en professionel indsats og en 2-0-sejr i Esbjerg.
Dame N’Doye og Viktor Fischer scorede vores mål – begge sat ind i første halvleg.
Vi kom i front allerede efter seks minutter, da N’Doye midt i feltet sendte en flad tværpasning fra Fischer i kassen.
Et lille kvarter senere var det så Fischers tur til at score, da han helt tæt under mål opfangede en returbold, som han sparkede i nettet.
>> Få plads til alle hjemmekampe i Europa Leagues gruppespil med et Platinkort
Esbjerg var ikke ufarlige, men ligeså vel som hjemmeholdet et par gange truede Jesse Joronens mål, så var der også optræk til flere Københavner-scoringer blandt andet med en stor hovedstødschance til indskiftede Nicolaj Thomsen.
Nu kan vi gå på landsholdspause efter en travl og flot sæsonindledning. 16 kampe, ti sejre, fire uafgjorte, et nederlag, en førsteplads i Superligaen og en plads i Europa Leagues gruppespil!
Næste opgave er FC Midtjylland på udebane 16. september. Herefter følger første hjemmekamp i Europa League-gruppespillet 20. september mod FC Zenit.