Fischer før FCM: Den tredje store test for os i sæsonen
Efter en friweekend går det løs i Superligaen igen på søndag med en svær udekamp mod FC Midtjylland. Og Viktor Fischer glæder sig til at skulle op imod sidste sæsons Danmarksmestre.
”Det er nok den tredje rigtig store test i Superligaen for os hidtil i sæsonen. Vi havde først AaB i slutningen af juli, hvor de før kampen lå tre point foran os mens vi var kommet lidt skævt i gang. Så havde vi kampen mod Brøndby i august, hvor vi skulle vise, hvor langt vi var nået som hold. Og nu kommer så den tredje test på udebane mod FC Midtjylland. Det bliver rigtig spændende,” forklarer Fischer, der forventer et ligeså stærkt midtjysk mandskab som i sidste sæson.
”Jeg synes, at de faktisk har været ligeså gode som i sidste sæson, og de bliver ved med at vinde, selvom folk ikke snakker så meget om dem. Forstået på den måde, at de er gode til at gå lidt under radaren og skrabe point sammen mere eller mindre ubemærket. Så det lader til at være det samme FCM-hold som i fjor med de samme styrker. Så derfor vil det være en stor skalp for os, hvis vi kan slå dem og komme syv point foran i tabellen allerede. Og vi skal bare ud og vise, at vi ikke har mistet momentum i landskampspausen,” lyder det fra Fischer, der spillede 2. halvleg af landskampen mod Wales i Aarhus i søndags.
Det er også nogle revanchelystne løver, der løber på banen på søndag og jagter sejren over ulvene. Efter 4-3-sejren i Telia Parken i september sidste år, vandt midtjyderne som bekendt alle tre indbyrdes kampe i foråret.
”Tingene gik ikke vores vej i foråret mod dem, selvom vi i kampene var mere end godt med og langt hen ad vejen det bedste hold. Nu handler det om at gøre tingene færdige og både vise, at vi er det bedst spillende hold - og så samtidig tage sejren med hjem. Vi skal ikke begå de dumme fejl og lukke de dumme mål ind, som vi havde en tendens til i kampene mod dem i sidste sæson - især på kontraangreb og standardsituationer. Der skal vi være stærkere, men det synes jeg generelt også, at vi er blevet siden da. Og jeg har en stor tro på, at vi får et godt resultat med hjem på søndag.”
Kampen på MCH Arena fløjtes i gang kl. 18.00 og vises direkte på TV3+.
Skal du med til alle tre hjemmekampe i Europa League-gruppespillet?