Boilesen før Zenit-kampen: Vi skal top-præstere
Torsdag aften starter vi på et nyt europæisk kapitel, når FC Zenit fra Sankt Petersborg kommer til København i Europa League gruppespillet.
Det er en kamp, som Nicolai Boilesen har store forventninger til:
“Mine forventninger er, at vi kommer til at møde et rigtigt stærkt hold, som lige nu er nummer 1 i den russiske liga og som har for vane at spille med i Europa League eller Champions League hvert år, så det er et rigtigt dygtigt mandskab."
"Men vi ved også, at vi er på hjemmebane, og vi skal gå efter at skabe en magisk europæisk aften i Telia Parken, som vi har lidt for vane at gøre det i FCK. Det håber jeg, at vi kan gøre igen på torsdag."
FC Zenit har spillet Champions League gruppespil syv gange de seneste ti år, mens det er er blevet til to Europa League gruppespil, før det kommende går i gang:
“Der er ingen tvivl om, at vi skal top-præstere. Det skal man altid, når man er i Europa, hvis man skal have noget med fra kampen, men måske især mod et hold som Zenit, der er et sindssygt dygtigt mandskab og det er ikke tilfældigt, at de ligger nummer 1 i deres liga lige nu."
"Så vi skal være helt oppe i højeste gear og spille vores spil. Det synes jeg, at vi har været gode til i Europa hidtil. Der har vi ramt dagene, når det har været virkelig nødvendigt, og det skal vi gøre igen,” siger Boilesen, der glæder sig til at prøve kræfter med de stærke russere:
“Jeg ser altid meget frem til, at spille kampe som den her. De her aftener i Telia Parken, hvor vi spiller sent om aftenen med lyset tændt, med en masse mennesker på stadion og mod en utroligt stærk modstander. Det er her, vi kan måle os som hold og individuelle spillere mod nogle af de bedste. Det er en blanding af alt det, der gør de kampe til noget helt særligt,” siger Nicolai Boilesen.
- - - - - -
Vi har netop solgt de sidste gruppespils-pakker til Sektionen, men der er stadig gruppespils-pakker og enkelt-billetter til Carlsberg-tribunen på billet.fck.dk