Jonas Wind

Kampreferat: Medvind med Wind

Seconds to remember
Uret har passeret 90 minutter, og Michael Johansen har lagt fire minutter til. Röcker har god tid til at sparke bolden frem ad banen, men N’Doye presser ham, og han sparker den ud over sidelinjen. Ankersen står lidt med bolden, ser sig omkring. N’Doye står i udkanten af feltet med Röcker i ryggen og byder sig til, peger på sin brystkasse. Her vil han have bolden.

Men Ankersen ser, at Skov står fri på kanten. Jung og Vigen dækker ham ikke tæt op, måske er de trætte. Skov er også træt. Alle er trætte, det har været en lang, hård tur. Motorerne kører på benzindampene. Mange tror, vi er nået frem, og at holdene bare mødes på halvvejen.

Men vi er ikke helt færdige. Ankersen kaster bolden til Skov, og med det samme søger N’Doye ind foran mål. Röcker slipper ham, så Arajuuri må tage over og slipper derfor Jonas. Det ser Röcker ikke.

Imens modtager Skov indkastet, og i én glidende bevægelse kontrollerer han bolden med venstre og trækker den mellem de to Brøndby-spillere og til baglinjen. Jung ved den er gal og halser bagefter, men for sent.

Skov sparker fladt ind i feltet, han ved N’Doye og Jonas er der et eller andet sted. Arajuuri holder godt øje med N’Doye, men Röcker ser kun ud på Skov og har ikke styr på Jonas. Men Jonas har styr på Röcker og placerer sig lige uden for hjørnet af målfeltet. Radosevic og Mukhtar er ikke i nærheden.

DERBY-afgørelsen


Jonas betænker sig ikke, da Skovs indlæg kommer, men banker til den første gang med højrefoden.

Röcker når ikke at blokere, men Schwäbe reagerer hurtigt på stregen. Han får hånden på skuddet og slår bolden ud på indersiden af stolpen, hvorfra den går i nettet. Seks et halvt sekund efter Ankersen slap bolden ved  indkastet.

NU har vi nået vores mål.

Tilbage til begyndelsen...
Brøndby kom som forventet blæsende fra første fløjt med højt og aggressivt pres, og der var ikke noget med at holdene lige skulle se hinanden an. Det var fuld fart fremad og ofte også opad, for der blev spillet mange høje bolde, og der var masser af intense og hårde dueller. Kort og godt: DERBY som vi kender det.

Men vi var både velforberedte og i stand til at vise det på banen, så vi lod os ikke køre over, men stod fint imod i den indledende fase, hvor de da heller ikke kom til nævneværdige afslutninger.

Efter et kvarters tid skabte vi vores første mulighed, da Skov perfekt sendte Ankersen til baglinjen, og Pieros stod helt blank foran mål, men måtte desværre se en forsvarer cleare indlægget.

Lidt efter fik 100-kamps jubilaren Gregus en udmærket skudchance, som blev skabt af en lækker N'Doye-hælaflevering ud til Falk og en energisk Pieros i feltet, der lagde bolden bagud til Gregus, som dog skød et stykke over.

Jan Gregus


Tæt og intenst uden mange chancer
Først efter 25 minutter fik de en chance, da Kaiser pressede bolden frem i feltet, men Erceg - indskiftet for Uffe Bech, der blev skadet i starten - afsluttede ufarligt lige på Joronen.

Siden blev spillet bare mere og mere hektisk og urytmisk, og vi var ikke rolige nok på bolden og stressede for meget i spillet. Hårde dueller var der stadig masser af, og et par gange undrede man sig over, at det ikke udløste flere gule kort, end det Radosevic fik for at nedlægge Pieros voldsomt.

I halvlegens sidste syv minutter kom begge hold dog til ganske store muligheder. Først fik Mukhtar frispark på kanten af feltet, men sparkede det lige i muren, og lidt efter kom Pieros godt op til et Boilesen-indlæg, men headede for tæt på Schwäbe, som parerede.

Andreas Bjelland


Brøndby bedst ud efter pausen
Uden at dominere voldsomt virkede hjemmeholdet mest aggressive og pågående efter pausen, men kun i de første ca. 10 minutter, hvor Kaiser fik en god skudchance lige uden for feltet, som Bjelland heldigvis blokerede med hoften.

Siden tog vi mere og mere over og begyndte også at skabe gode muligheder. Først sparkede Skov en dødbold meget tæt forbi (Schwäbe havde fingerspidserne på), og kort før der var spillet en time, brændte N'Doye en kæmpe chance! Ankersen slog bolden indover, og Johan Larsson gled, så N'Doye stod helt alene på kanten af det lille felt, men headede tæt forbi.

Brøndby havde lige en enkelt stor kontramulighed, efter at Larsson havde trampet Boilesen gevaldigt på foden undervejs, men denne gang kom Vavro i vejen, da Erceg trykkede af i god position.

Jesse Joronen


FCK-dominans sidste halve time
Men siden overtog vi spillet og skabte endnu flere chancer til at afgøre. Falk var lige ved at nå frem til et Ankersen-indlæg, men måtte se Larsson heade til et hjørne, som vi slog skråt tilbage i feltet til en helt fri Skov, som desværre ikke fik ordentligt træf.

Ståle sendte Jonas og Thomsen på banen i stedet for Pieros og Gregus, og kort efter var vi ENDNU tættere på scoring: Skov kom stærkt til baglinjen, og da N'Doye gled i feltet, endte bolden hos Boilesen, der hamrede den på overkanten af overliggeren.

Brøndby-spillerne begyndte at vise træthedstegn, og måske sad det også i baghovederne, at de har smidt mange point efter pausen denne sæson: hvis alle Superliga-kampe kun havde varet én halvleg, havde de ligget nr. tre i tabellen.

Men man ved jo aldrig i de her kampe... et øjebliks uopmærksomhed, et lucky punch, en dødbold. Så spændingen levede i bedste (værste?) velgående!

Fem minutter før tid var N'Doye igen tæt på at kunne afgøre det hele, da han opfangede et Boilesen-langskud med retning forbi mål. Den stærke senegaleser måtte dog se et par desperat tacklende Brøndby-forsvarere blokere.

Dame N'Doye


Der findes flere pointskalaer
Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Eller rettere afslutningen. Den er allerede historisk, selv om der "kun" var tale om en kamp i grundspillet og ikke en afgørende topkamp som dengang i 2003, hvor Hjalte... I ved nok. Men alle point tæller lige meget fra første til sidste runde.

På følelsesskalaen giver en DERBY-sejr bare altid mere end tre point. Og endnu mere, når den falder i overtiden. Og i Brøndby. Og vi nu er 16 point foran dem. Og når målskytten er en ung knægt fra Talentafdelingen på 19 år, der har været skadet i fire en halv måned. Og når farmand sidder ude på bænken og pludselig har fået noget i øjet.


>> Ses vi til topkampen mod FCM 25.11?