25 år siden: 4-2 i Næstved
Efter fire sejre i 14 kampe var vi ugen før kommet på sporet igen med en 2-0-sejr over AaB, og den fulgte vi op for præcis 25 år siden med en 4-2-sejr i Næstved.
Inden kampen lå Næstved sidst med kun tre sejre i 15 kampe, så de var pisket til at vinde, hvis de skulle holde liv i håbet om at gå til forårets Superliga-slutspil. Kun 1.928 tilskuere var mødt op, men de fik en underholdende og målrig affære på en kold efterårsdag, men måtte altså luske hjem med udsigten til at spille kvalifikationsliga det følgende forår.
Vi stillede op uden tvillingerne for første gang i over et år. Michael havde karantæne, og Martin var stadig ude med den skulderskade, han havde fået mod AGF i oktober. Sidst vi spillede uden de røde var pudsigt nok også mod Næstved - den 25. oktober 1992, hvor Næstved vandt 3-0 i PARKEN og skrev historie ved at blive det første danske hold, der slog os.
Næstved-offensiv var ikke nok
Men denne søndag trak vi det længste strå. Næstved-træner Torben Storm stillede op i en offensiv 3-4-3, men de grønblusedes indledende offensiv gav københavnske kontramuligheder, og efter bare 12 minutter headede Manniche et Peter Møller-indlæg ind bag Brian Flies.
Lidt efter den halve time udlignede Næstved dog ved Søren Juel, der blev spillet fornemt fri i feltet af Alex Nielsen og udplacerede Palle Petersen. Inden pausen kom vi dog foran igen, takket være en hjælpende hånd fra Brian Flies.
For anden hjemmekamp i træk tog den kommende FCK-keeper nemlig med hænder på en tilbagelægning! Fra kanten af målfeltet trillede Manniche dødbolden tilbage til Højer, der sparkede den fladt ind mellem elleve fremstormende Næstved-spillede, der alle havde taget plads på målstregen.
Højer dobbelt målscorer
Efter en lille times tid blev Højer dobbelt målscorer, da Manniche sendte ham i fuldt løb ned mod Næstved-feltet, hvor han rundede Flies og fra spids vinkel sparkede bolden fladt i kassen.
Kort efter fik Næstved dog nyt håb, da Lønstrup havde hånd på bolden i feltet, og selv om Palle Petersen reddede Søren Juels forsøg fra 11-meter pletten, kom Næstved-angriberen først på returbolden og reducerede, mens Palle rasede.
Næstved pressede nu voldsomt på, og Alex Nielsen var meget tæt på at udligne, men ramte den liggende Marek Czakon inde på målstregen... i stedet afgjorde Peter Møller seks minutter før tid, da Uldbjerg spillede ham uden for feltet, hvorfra han trykkede fladt af, inden Ivan Nielsen nåede at tackle.
Kun to point fra toppen
Med sejren blev vi på 3. pladsen og reducerede afstanden til Silkeborg og OB til to point, da de begge måtte nøjes med uafgjort i denne runde.
Da AGF samtidig vandt i Viborg havde Næstved fem point op med to runder igen, og dermed måtte de gå den tunge gang ned i Kvalifikationsligaen og spille med de seks bedste fra 1. divisions ti hold om to pladser i Superligaen fra efteråret 1994.
Næstved-træner Torben Storm, der efter efterårssæsonen skiftede til Landskrona BOIS og blev afløst af Peter Bonde, var dog optimist: "Vi bevarer stort set hele holdet, så jeg er sikker på, at vi nok skal være tilbage i Superligaen næste efterår."
Han fik ret! Næstved vandt nemlig kvalifikationsligaen og var klar til Superliga igen i efteråret 1994 sammen med Fremad Amager, mens Viborg ikke klarede skærene og rykkede definitivt ned.
MATCHFACTS
Søndag den 14. november 1993 kl. 13.30 på Næstved Stadion. Superligaen, 16. runde
NÆSTVED-F.C. KØBENHAVN 2-4 (1-2)
12.: 0-1 Michael Manniche
34.: 1-1 Søren Juel
41.: 1-2 Lars Højer
57.: 1-3 Lars Højer
63.: 2-3 Søren Juel
84.: 2-4 Peter Møller
1.928 tilskuere. Dommer: Arne Hansen
Næstved: Brian Flies - Nicolai Wael, Ivan Nielsen, Max Petersen - Michael Nonbo (73.: Marek Czakon), Anders Bjerre, Lars Jakobsen, Frank Hougaard - Henrik Frimann, Søren Juel, Alex Nielsen. (Ikke benyttet: Amdi Augustsen og Kenn Andersen)
F.C. København: 1 Palle Petersen – 3 Diego Tur, 6 Christian Lønstrup, 12 Morten Falch – 17 Brian Kaus, 5 Lars Højer, 10 Michael Giolbas, 7 Jørgen Juul Jensen (46.: 2 Michael Mio Nielsen), 8 Iørn Uldbjerg - 9 Michael Manniche (83.: 4 Henrik Lykke), 14 Peter Møller. (Ikke benyttet: 18 Thomas Risum)
Advarsler: Michael Mio Nielsen og Christian Lønstrup, F.C. København