Falk-magi sikrer 2-0-sejr i Randers
Rasmus Falk leverede magi, da han scorede til 1-0 og senere stod for oplægget til Dame N'Doyes 2-0-mål ude mod Randers. Med 2-0-sejren bevarer vi førstepladsen inden næste mandags kamp i Telia Parken mod Vendsyssel.
>> Find din plads til kampen her
Hjemmeholdet lagde godt ud mod et FCK-mandskab, der gav overraskende meget væk i det første kvarters tid, hvor det flere gange brændte på nede foran Jesse Joronen.
Men efterhånden fik vi også gang i det offensive spil, og på en genial solo-aktion af Rasmus Falk midt i 1. halvleg fik vi det vigtige første mål - han satte fart ind i feltet, snød to mand på meget lidt plads og lagde elegant bolden fladt ind i det lange hjørne.
Vi havde flere udmærkede angreb, men randrusianerne kunne med lidt skarphed også være kommet på tavlen inden pausen.
Mere Falk-trylleri efter rødt til Randers
Papagiannopoulos afløste Bjelland fra 2. halvlegs start, og vi var i fin kontrol det første kvarters tid, inden Randers fik og missede en stor kontrachance.
Som anden halvleg skred frem, mistede Randers lidt af pusten, og da hjemmeholdets Emil Jakobsen med et kvarter igen fik direkte rødt for en grim bryststempling på Vavro, satte vi hurtigt trumf på.
Tre minutter senere snurrede Rasmus Falk hurtigt rundt om sig selv, snørrede et par modstandere og frispillede Dame N'Doye, som sikkert sparkede bolden i nettet.
Herfra kørte vi stille og roligt en vigtig og svær udebanesejr i hus.
Stor tak til alle medrejsende F.C. Københavnere, som leverede en fantastisk støtte hele vejen igennem. Vi ses næste mandag til hjemmekampen mod Vendsyssel.