Scoringsstimer og clean sheets
Scoringsstimer
Søndag tangerede vi vores klubrekord ved at score i 23 Superliga-kampe i træk: alle sæsonens Superliga-kampe plus playoff-kampen mod AGF i maj. Det skete første gang fra juni til december 2005.
Scorer vi også på mandag mod Vendsyssel FF, er det første gang vi scorer i 23 Superliga-kampe i træk i samme sæson.
Vendsyssel bedre ude end hjemme
Vendsyssel har ikke scoret i fire af deres seneste fem Superliga-kampe - den femte var 3-2-sejren i Brøndby i sidste runde før vinterpausen.
Det var til gengæld vendelboernes tredje udesejr i sæsonen, mens de kun har vundet to hjemmekampe. Og af de otte hold, der p.t. ligger uden for Top 6, har kun AaB vundet flere udekampe.
Få uafgjorte
Vi er det eneste hold, der ikke har spillet uafgjort på hjemmebane i denne Superliga-sæson. Vendsyssel er desuden det hold, der har spillet færrest uafgjorte på udebane (= én kamp, ligesom Brøndby og AC Horsens har).
Flest clean sheets
Vi holdt nullet mod Randers FC og topper nu listen med flest clean sheets denne sæson sammen med netop Randers FC. Begge har holdt nullet ni gange.
Vendsyssel har kun et enkelt clean sheet, mens de øvrige Superliga-klubber alle har mindst tre.
Vi har holdt nullet 319 gange i vores 883 Superligakampe, svarende til 36%. Det er både flest af alle Superligaklubber samt den højeste procent clean sheets.
For et år siden
Efter 22 spillerunder sidste sæson havde FC Midtjylland og Brøndby præcis samme pointantal, som vi og FC Midtjylland har nu: 53 henholdsvis 50. Dengang lå FC Nordsjælland nr. 3 med 43 point - inden weekendens kampe er Esbjerg nr. 3 med 32 point.
I bunden lå Lyngby (20 point), Randers FC (16) og FC Helsingør (16) - inden weekendens kampe har Vejle (19), Vendsyssel (19) og Hobro (17).
Kampdatoen
Vi har spillet tre kampe den 25. februar:
- 2007 h 4-0 over Hammarby IF (Royal League)
- 2010 u 1-3 til Olympique Marseille (UEFA Europa League)
- 2018 h 1-0 over OB (Superliga)
N'Doye tangerede Todis rekord
Efter scoringen i søndags mod Randers FC, er Dame N’Doye nu den mest scorende udlænding i Superligaens historie sammen med Todi Jónsson, begge med 72 Superligamål. N’Doye har dog kun brugt 137 minutter pr. mål mod Todis 220 minutter pr. mål.
(Vi og andre statistikere betragter i denne fodbold-sammenhæng færingen Todi som udlænding, selv om han formelt set er dansk statsborger.)
Top-10, mest scorende udlændinge i Superligaen:
72 mål: Dame N'Doye (Senegal, F.C. København)
72 mål: Todi Jónsson (Færøerne, Lyngby FC & F.C. København)
70 mål: Mwape Miti (Zambia, OB)
64 mål: César Santin (Brasilien, F.C. København)
55 mål: Teemu Pukki (Finland, Brøndby IF)
52 mål: Gilberto Macena (Brasilien, AC Horsens)
52 mål: Peter Utaka (Nigeria, OB)
50 mål: Fredrik Berglund (Sverige, Esbjerg fB & F.C. København)
46 mål: Kamil Wilczek (Polen, Brøndby IF)
46 mål: Paul Onuachu (Nigeria, FC Midtjylland)