Ståle før Hobro: Ikke plads til at tage let på noget som helst
Manager Ståle Solbakken ser frem til søndagens opgør mod Hobro - og til et spændende slutspil i toppen af tabellen:
"Vi har Boilesen, Pieros og Falk tilbage efter deres skader, og det giver os nogle flere muligheder, end vi havde mod FC Nordsjælland. Bjelland har desværre været lidt mærket siden den kamp og vi har derfor prioriteret at give ham en pause nu, så han kan være på 100% igen efter landsholdspausen,” siger Ståle Solbakken før mødet med Hobro, som bliver afslutningen på grundspillets 26 runder i Superligaen.
“Vi har leveret rigtigt godt hidtil i sæsonen og det er vigtigt for os at få leveret en stærk præstation før slutspillet, der bliver en lang række finaler i en tæt duel med FC Midtjylland. Hobro har måske ikke fået så mange point, men de har siden deres trænerskifte givet hold som AaB og FC Midtjylland problemer, så der er ikke plads til at tage let på noget som helst for os,” lyder forventningerne forud for opgøret.
Kampen mod Hobro fløjtes igang i Telia Parken kl. 17.00 - ligesom rundens resterende kampe, der alle spilles samtidigt. Mesterskabsspillet består derefter af 10 runder, og sparkes igang om to uger efter landskampspausen.