Esbjerg bedst i vest
Bizart mål sendte Esbjerg i Top 6
Det undgik næppe manges opmærksomhed, at Esbjerg sikrede sig pladsen i slutspillet via et bizart 2-1-mål i sidste minut af Joni Kauko, da Vejle-keeperen Thomas Hagelskjær var uopmærksom i et kort øjeblik.
Ellers havde AaB taget slutspil-pladsen, men sejren sendte de vestjyske oprykkere i Top 6, hvor de også har ligget siden 8. spillerunde (bortset fra et enkelt dyk til 7. pladsen i efteråret) - og i flere runder helt oppe på en fornem 3. plads i det tætte forfølgerfelt efter os og Midtjylland.
Vest er bedst
Sejren over Vejle faldt hjemme i Esbjerg, hvor klubben har hentet 24 af sine 38 point. Desuden er kun fire af deres 14 point på udebane hentet uden for Jylland - men det hører med til styrkeforholdene, at alle holdene uden for Jylland jo kom med i slutspillet.
Esbjergs seneste fem udekampe har kun givet et enkelt point, så alt i alt ikke den bedste statistik at tage med til Telia Parken, hvor de ikke har vundet i de seneste otte kampe (siden maj 2013).
Men også på hjemmebane har Esbjerg haft problemer mod os de senere år. De seneste 15 kampe i både København og Esbjerg har givet 11 FCK-sejre og fire uafgjorte, og Esbjerg er gået målløse fra banen i de seneste fire.
I denne sæson har Esbjerg især haft problemer, når de er kommet bagud på udebane. Det er sket otte gange, og det har resulteret i syv nederlag og en enkelt uafgjort. Til gengæld har de kun tabt én udekamp, når de er kommet foran.
Esbjerg mod slutspil-holdene
Esbjerg har taget 10 af 15 mulige point hjemme, og 4 af 15 mulige point ude. De har kun tabt til os hjemme, og kun slået Brøndby ude.
FCK: h 0-2, u 0-3
FCM: h 2-2, u 1-3
OB: h 2-0, u 1-2
BIF: h 2-1, u 1-0
FCN: h 3-0, u 1-1
Start-11 mod Vejle
I grundspillets sidste kamp i Vejle startede Esbjerg med:
Jeppe Højbjerg
Daniel Anyembe, Jeppe Brinch, Rodolph Austin, Jesper Lauridsen
Jacob Lungi Sørensen, Lasha Parunashvili, Joni Kauko
Carlo Holse, Yuriy Yakovenko, Mathias Kristensen
Topscorere og "top-startere"
Superliga-topscorerne er Adrian Petre og Joni Kauko med syv mål hver samt Mathias Kristensen med fire. Petre har også lavet fire assister og er dermed den esbjergenser, der har været involveret i flest scoringer.
Jeppe Højbjerg og Jesper Lauridsen er startet inde i alle Esbjergs 26 Superliga-kampe - tæt forfulgt af Markus Halsti, Joni Kauko og Jacob Lungi Sørensen med 25 starter og Lasha Parunashvili med 24.
Parunashvili kommer dog ikke på banen søndag, da han har karantæne sammen med Rodolph Austin.
Carlo Holse
Vores unge offensivspiller er startet inde hver gang, siden Esbjerg lejede ham i vinterpausen, og han har scoret to gange. Da flere har spurgt, om han spiller på søndag, skal vi fastslå, at han er spilleberettiget, og at det er Esbjergs valg, om han spiller. Der er altså ingen juridisk aftale, der forhindrer det.
FCK, Esbjerg og Carlo var dog, da aftalen blev indgået, enige om, at det ville bedst, hvis han ikke spillede mod FCK, da der potentielt kunne opstå situationer, der kunne misforstås eller bringe ham i en vanskelig position.
Esbjerg/FCK All Stars
Man kan stille et helt hold af spillere, der har optrådt for begge klubber. Der er dog flere offensive end defensive spillere på listen, men du kan jo selv prøve at lege med formationen...
Benny Gall
Peter Ankersen, Michael Jakobsen, Martin Bergvold
Carlo Holse, Youssef Toutouh, Martin Vingaard, Pape Paté Diouf
Jesper Bech, Fredrik Berglund, Martin Pusic