Mohamed Daramy og Nicolai Boilesen

Boile inden OB: Der venter en stor opgave

Der venter en vanskelig udekamp på søndag, når vi besøger OB i Odense. Hjemmeholdet indtager Superligaens tredjeplads, og er ligaens mest formstærke hold. 

”Alle kampe i slutspillet – og især udebanekampene - bliver rigtigt svære. Og en kamp i Odense mod OB på et tidspunkt, hvor de er rigtig stærke og har vundet fem ud af seks Superliga-kampe, siden vi slog dem i forårspremieren, er selvfølgelig en stor opgave. Hvis vi kan vinde den kamp på søndag, vil det give endnu et løft til hele holdet,” siger Nicolai Boilesen.  

Fed arbejdssejr mod Esbjerg
Han fortæller, at sidste søndags 1-0-sejr hjemme over Esbjerg var vigtig for holdet, som efter den tidlige udvisning til Jonas Wind måtte kæmpe hårdt for at hive de tre point i land.

”Selvfølgelig havde vi da håbet på, at vi bare kunne banke en tre-fire kasser ind og cruise en sejr hjem mod Esbjerg. Men når nu det ikke blev sådan, så var måden, vi vandt på, også rigtig god for holdet,” siger Nicolai Boilesen.
 
”Som forsvarsspiller er det fedt med en kamp en gang imellem, hvor sejren skal forsvares hjem på den måde med masser af fight, tacklinger og dueller. Det er en vigtig ting, vi kan tage med til de resterende ni kampe i slutspillet, at vi som hold også kan vinde på den måde. Så vores fighterånd har helt klart fået et boost,” siger han. 

Mange udefans og ny trøje
Selvom søndagens kamp er på udebane, kommer spillerne ikke til at mangle opbakning, for det forventes, at mange københavnere tager turen til Odense. 

”Der var rigtig mange fans med, sidst vi var i Odense, og det var et fedt udebaneafsnit at spille foran. Så det er kun dejligt, hvis der også kommer mange københavnere på søndag. Vi tager med glæde imod al den støtte, vi kan få. Jo flere fans jo bedre!” siger Boilesen, der sammen med holdkammeraterne kan se frem til at trække i den nye udebanetrøje for første gang.  

”De fleste kender jo den der følelse, når man får noget nyt lækkert tøj eller nye støvler. Så jeg glæder mig da til at spille i den nye trøje, som er rigtig fed,” siger han. 

>> Se den nye udebanetrøje her

>> Se Ankersen og Winds reaktion på den nye udebanetrøje

>> Skal du med til Odense? Find praktisk information 

>> Køb billet til kampen 

>> Tag med Fanklubben til Odense