Spillerne fejrer sejren foran fansene

Kampreferat: "Two down, eight to go"

Vi har indledt slutspillet med to smalle 1-0-sejre - og ikke uden visse problemer undervejs - men har udbygget forspringet i tabellen.

De to hold
Fischer var tilbage og erstattede karantæneramte Jonas Wind i angrebet, og desuden startede Varela på den centrale midtbane og Falk rykkede ud på højre kanten i stedet for Daramy. OB stillede op som i deres seneste Superliga-kamp i Brøndby.

OB bedst fra start
Hjemmeholdet kom blæsende fra første fløjt og allerede i det første minut fik Casper Nielsen en skudchance fra spids vinkel, som Joronen parerede til hjørne. Efter de første 5-10 minutter stilnede det fynske stormvejr dog af, og vi fik efterhånden arbejdet os lidt ind i kampen – Thomsen havde også en afslutning på Grytebust efter en aflevering fra Boilesen - men det var tydeligt, at spillet ikke kørte som det skulle.

Efter små tyve minutter var Bashkim ved at lave en Nordstrand på os og saksesparke bolden ind under overliggeren, men den gik heldigvis på den ”rigtige” side af træværket – set med vores briller.

Bashkim-saksespark


Det blev signalet til, at den ellers nogenlunde lige kamp igen svingede over til fynboerne. Vi holdt dem dog fra de helt store chancer, om end AK Jacobsen var tæt på med en firsttimer ved forreste stolpe efter indspil fra kanten.

OB blev bedre og bedre
Og som halvlegen skred frem, blev de bare bedre og bedre, mens man kan sætte det omvendte fortegn foran vores spil. Alt for mange bolde blev smidt væk, vores presspil var for dårligt, og der blev for store afstande mellem kæderne.

Der var fremgang at spore i halvlegens sidste fem minutter, hvor OB også var blevet lidt uskarpe i opspillet, men alt i alt en halvleg til glemmebogen. Eller lektiebogen, for der var en del stof til træningsbanen, selv om OB også skal have credit for, at halvlegen forløb som den gjorde.

Taktisk ændring ændrede billedet
Ståle & co. tog konsekvensen i pausen og gik over til 3-5-2 med Papagiannopoulos ind i bagkæden på bekostning af Varela, der ellers havde gjort det hæderligt på sin uvante midtbaneplads. Zeca – der i første halvleg pådrog sig et gult kort, der giver ham karantæne mod Brøndby – lå nu bag Thomsen og Falk med Ankersen og Boilesen som wingbacks, og det betød bl.a. at netop Falk og Thomsen kom meget bedre med i spillet.

Rasmus Falk


Stille og roligt satte vi os på tingene og begyndte at ligne et FCK-hold, mens OB – uden ligefrem at grave sig ned – blev presset bagud og kun lejlighedsvis var oppe i den anden ende.

Otte minutter inde i halvlegen fik Fischer en kæmpe chance, da han blev spillet fri i venstre side af feltet, men hans flade afslutning tog ydersiden af stolpen. Kort efter fik Boilesen også en god skudchance, men desværre skød han lige på Grytebust med højrepoten.

Det begyndte at ligne noget
Men det begyndte at ligne noget, ikke mindst takket være den evigt kæmpende og fightende N’Doye, der som sædvanlig tog sine dueller og holdt godt i bolden som opspilsstation. Falk fik også en glimrende skudmulighed på kanten af feltet, efter Ankersen var trukket ind fra højre, men også han manglede den sidste fart og præcision i afslutningen.

Også Boilesen og Ankersen forsøgte sig med afslutninger, som Grytebust for let kunne parere, og vi manglede derfor lige det mål, der for alvor kunne fyre op under festen – og belønne de mange medrejsende fans, som kampen igennem holdt deres helte til ilden med vanlig vokal styrke.

Spillerne går på banen


N'Doye skrev historie
Midtvejs i halvlegen begyndte OB i stedet at komme tilbage i kampen, og vi mistede lidt af det greb, vi havde om tingene. Helenius blev sendt ind fra bænken som en trussel i luftrummet, og det nød Jeppe Tverskov godt af på et hjørne, som han snittede ubehageligt tæt forbi den fjerne stolpe.

Men så slog bossen til i den anden ende! Vavro hamrede en lang bold frem ad banen, og Thomsen snittede den fikst videre med hælen, så N’Doye slap alene igennem – og iskoldt satte han bolden i netmaskerne til sin FCK-scoring nr. 100!

Fansene var klar og rullede straks en kæmpe hyldesttifo ud, og det stod næsten skrevet i stjernerne, at det skulle blive det kampafgørende mål på en dag, hvor Midtjylland havde smidt et par point efter en sen Esbjerg-udligning.


Spænding til det sidste
Men det var langt fra afgjort endnu, og OB satsede mere og mere fremad i jagten på point til at forsvare deres tredjeplads. Spielverderber Kvist kom ind for Fischer, så vi kun beholdt N’Doye fremme, og også Pierre kom ind på midten i stedet for Thomsen – og vi holdt dem klogt fra fadet længe ind i overtiden, hvor Pierre endda kun manglede et par centimeter for i fri position at kunne nå et Ankersen-indlæg på en kontra.

Alligevel nåede det at blive spændende i den anden ende med et par fynske indlæg i feltet - for slet ikke at tale om en dødbold på halvcirklen uden for vores felt, som Bashkim skruede lige over Joronens mål.

Men for syvende gang ud af de seneste otte kampe endte det 1-0 i Odense. Og for femte gang til vores fordel, så vi nu har fem points forspring til midtjyderne inden næste søndags ude-DERBY.

Dame N'Doye