William Kvist

Kvists FCK-karriere i ord og billeder

Efter denne sæson stopper William Kvist sin spillerkarriere lidt over 14 år siden hans førsteholdsdebut for F.C. København i april 2005. Vi se tilbage hans FCK-karriere i ord og billeder.

2004
Den 29. juni fik William som 19-årig sin første uofficielle kamp med førsteholdet i en sommerkamp i Sorø, hvor det lokale hold blev besejret 6-1. Dagen efter scorede han sit første mål på Ærø, hvor Marstal blev slået 10-0.

2005
William debuterede som 20-årig mod FC Nordsjælland i PARKEN, hvor han afløste Ole Tobiasen et kvarter før tid.

William i sin officielle debutkamp
Foto: FCK.DK

Den 20. juli startede William inde - i sin første optræden siden debuten - da vi vandt 1-0 i Aalborg.

2006
Under Ståle Solbakken som ny træner fik William spilletid i alle forårets 22 kampe, pånær én i Royal League. Syv gange startede han inde. I april blev hans kontrakt forlænget tre år til juni 2009.

William i aktion på Brøndby Stadion
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Williams første startplads i efteråret var i Amsterdam, hvor han var med til at skrive FCK-historie ved bl.a. at slå det indlæg, som førte til vores 2-0-mål og dermed kvalifikation til Champions League-gruppespillet. I de seks CL-kampe blev William indskiftet i de fem første og spillede fra start i den sidste kamp mod Celtic.

2007
William var på banen i samtlige forårets kampe, enten fra start på højrekanten eller som indskifter.

I efteråret bliver han flyttet ned som højre back efter Lars Jacobsen er stoppet, og inden længe honoreres det med en landsholdsudtagelse og debut mod Irland den 22. august. I alt syv FCK-spillere er i landsholdstruppen (William, Jesper Christiansen, Gravgaard, Niclas Jensen, Würtz, Grønkjær og Nordstrand).

Den 15. september 2007 spillede William kamp nr. 100 (1-0 hjemme mod AC Horsens).
 

William i duel med Benfica-anfører Nuno Gomes i Champions League-kvalifikationen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

 
2008
Efter tilgangen af Zdenek Pospech flyttede William op som central midtbanespiller og spillede fra start i alle kampe pånær én. Efter forårssæsonen forlængede han kontrakten til 30. juni 2012 og skiftede samtidig rygnummer 23 ud med nummer 8.

William fik spilletid i alle efterårets kampe, men konkurrencen om de centrale midtbanepladser var hård med Hjalte Nørregaard og Thomas Kristensen, og William spillede mest højre midt i konkurrence med Libor Sionko.
 

William jubler efter to mål og en assist i 3-1-sejren over FC Midtjylland 17. august 2008
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


2009
Også dette forår blev William primært brugt på højrekanten og startede inde næsten hver gang.
 

Den 31. maj 2009 fejrede William sit tredje mesterskab med løverne
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

I efteråret spillede William alle kampe fra start på nær en enkelt (og en pokalkamp, hvor han blev sparet helt). Han fik flere og flere kampe på central midt i Superligaen, men spillede stadig kant i de fleste europæiske kampe. Den 1. oktober 2009 rundede han kamp nr. 200 (1-0 hjemme mod Sparta Prag).

2010
William startede inde i alle kampe og spillede fortsat primært højrekant med en håndfuld kampe på den centrale midt.

Efter sommerferien satte William sig dog solidt på den centrale midtbane sammen med Claudemir og var herfra med til at løfte løverne til nye højder i den historisk succesfulde sæson med endnu et Champions League-gruppespil. William startede inde hver gang pån ær én samt to pokalkampe, hvor han blev sparet.

Ved sæsonens sidste hjemmekamp 4. december fik William det synlige bevis på, at Spillerforeningen kårede ham som årets spiller i 2010.
 

Den 4. december 2010 fik William overrakt det synlige bevis på, at Spillerforeningen havde kåret ham som Årets Spiller 2010
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


2011
Efter 1/8-finalerne mod Chelsea cruisede William & co. mod endnu et mesterskab og kronede en historisk sæson med et rekordstort forspring til forfølgerne. William spillede 14 af 16 kampe fra start og de sidste som indskifter. Efter sæsonen skiftede han til VfB Stuttgart, og ved årets udgang blev han igen kåret til Årets Spiller.
 

Københavns kaptajn Kvist og Chelseas Captain Terry i den første 1/8-finale i Champions League i PARKEN
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


2015
William havde trænet med truppen hen over sommeren, mens han var på klubjagt, men det kom alligevel bag på alle, da han under Kick Off-arrangementet blev præsenteret som ny FCK-spiller med trøje nr. 6 og en 5-årig kontrakt.
 

William indtog scenen i Imperial Bio til stående ovationer fra både medspillere og fans
Foto: FCK.DK

William startede sæsonen som indskifter, men fra medio august var han fast starter hver gang på nær to kampe, hvor han startede på bænken. Han lagde dog ikke skjul på, at det tog lidt længere tid end forventet at finde tilbage til sit gamle niveau efter de turbulente år i Tyskland og England.

2016
En klausul i Williams kontrakt gjorde det muligt at rejse i sommeren 2016, hvis det rigtige tilbud skulle komme, men William meldte tidligt ud, at han ville blive i FCK.

I løbet af foråret nåede han sit gamle topniveau, og bortset fra to karantænedage startede han inde hver gang - undtagen i pokalkvartfinalen mod Randers FC, hvor han dog blev indskiftet til sit 300 kamps-jubilæum den 16. marts.

I maj fejrede han sit sjette danske mesterskab, og i pokalfinalen mod AGF scorede han sejrsmålet til 2-1 og blev desuden kåret som Årets Pokalfighter.

William fejrer sit sjette mesterskab med F.C. København

Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Den 24. august skrev han et nyt kapitel i FCK-historien, da han slog Hjalte Nørregaards klubrekord for flest spillede kampe. Samme dag som vi slog APOEL AC på udebane og sikrede klubbens fjerde Champions League-gruppespil på 10 sæsoner, hvor William fortsat udgjorde den central midtbane med Thomas Delaney.

2017
I marts nåede FCK til 1/16-finalen i Europa League, og William var tilbage på Amsterdam Arena, hvor han 11 år tidligere hjalp FCK til sit første Champions League-gruppespil. Med Uros Matic eller Jan Gregus som midtbanemakker var William et fast anker på holdet, der i overlegen stil vandt The Double for anden sæson i træk.

I efteråret blev William anfører igen, og der blev nok at se til med mange skader og nye spillere i et historisk dårligt FCK-efterår i Superligaen, hvor vi dog igen kvalificerede os til europæisk gruppespil for 12. gang på 13. sæsoner.

William Kvist


2018
Den første halvdel af foråret var William fast mand ved siden af Zeca, men seks sejre i træk overtog Rasmus Falk hans centrale midtbaneplads, og William fik siden indskifterens rolle. Han fastholdt sin landsholdsplads, men var uheldig at blive skadet i Danmarks første kamp ved VM i Rusland mod Peru. Selv om han blev klar igen under slutrunden, blev det hans sidste af 81 A-landskampe.

Efter lidt ekstra ferie var han tilbage i FCK-truppen i august og startede inde fem gange - senest i udesejren i Bordeaux - og blev indskiftet otte gange.

2019
William er ikke startet inde, men er indskiftet i halvdelen af kampene, hvor klubben igen har sat kursen mod et dansk mesterskab. Det bliver i givet fald Williams ottende mesterskab, og det gør ham til den mest vindende i Superligaens historie siden 1991 – og i hele Danmarksturneringens historie har kun John Faxe Jensen også vundet otte DM-guld.