Nederlag efter vanvittigt straffedrama
Et vanvittigt straffedrama med flere københavnske "matchbolde" endte i dyb skuffelse, efter de to hold måtte ud i to gange elleve straffespark.
Efter en god københavnsk indledning tog kampen en ubehagelig drejning, da Goatye bragte gæsterne foran efter 17 minutters spil efter et lumsk indlæg fra Marin. Men løverne holdt hovedet koldt og fortsatte ufortrødent sin gameplan, og det gav megen boldbesiddelse og megen god boldomgang i det opbyggende spil, men det kneb i sidste ende med at komme til store chancer.
Forløsningen kom dog et minut før pausen, da Pierre Bengtsson sendte et præcist indlæg til bageste stolpe, hvor Dame N'Doye kraftfuldt pandede bolden i netmaskerne.
Syv minutter efter pausen var N'Doye meget tæt på at gentage succesen på et Varela-indlæg, men denne gang sneg bolden sig tæt forbi.
Kort efter var han også i centrum, da serbernes Nemanja Milunović for anden gang i kampen bankede albuen i hovedet på ham, og for anden gang blev det takseret til gult kort og dermed farvel.
Røde Stjerne forsvarede sig dog bravt, men et kvarter før tid var Fischer kun centimeter fra at prikke et muligt sejrsmål i kassen. Tættere kom vi ikke i den ordinære spillerid, og i stedet måtte vi ud i 2 x 15 minutters forlænget spilletid.
Den forlængede spilletid formede sig som ét langt pres på det serbiske mål, men trods flere store tilbud, fik vi ikke bolden over stregen. Kort før de 120 minutter måtte Pep Biel også forlade banen i utide efter sit andet gule kort, og 10 mod 10 sluttede det trods fortsat massivt FCK-pres med 1-1, så vi skulle ud i straffesparks-konkurrence.
Trods flere "fordelsbolde" til løverne, hvor vi kunne have afgjort til egen fordel, løb serberne til sidste med sejren efter at have vundet 7-6 i straffespark.
Tak for fantastisk støtte fra næsten 30.000 tilskuere - vi skal nu spille Europa League-playoff mod enten Riga FC eller HJK Helsinki.